Der var engang en lille fe, der hed Fia. Hun boede i en rosenhæk ved en gammel brønd, og hun kunne opfylde ét ønske om dagen. Kun ét. Så hun var meget forsigtig med det.
En formiddag sad en dreng ved brønden og græd. Han hed Ludvig, og hans bold var trillet ned i brønden.
“Jeg ønsker—” begyndte han.
“Vent,” sagde Fia og satte sig på brøndkanten. “Har du prøvet uden ønske først?”
Ludvig snøftede. “Hvordan?”
Fia kiggede ned i brønden. Der hang en spand i et reb. “Hvis vi sænker spanden langsomt,” sagde hun, “og bolden flyder …”
De prøvede. Ludvig drejede håndtaget. Spanden gik ned. Fia fløj ned ved siden af og kaldte: “Lidt til venstre! Stop!” Spanden vippede under bolden, og så drejede Ludvig, alt hvad han kunne.
Op kom spanden. I spanden lå bolden, drivvåd.
“Du sparede dit ønske,” sagde Ludvig.
“Vi sparede det,” sagde Fia.
Ludvig løb hjem. Fia sad tilbage på brøndkanten resten af dagen med ønsket stadig i lommen, så at sige. Det kriblede.
Om aftenen, da himlen blev mørk, kiggede hun ned i brønden igen. Vandet var sort og stille. Der var ingenting at se.
“Brønd,” sagde Fia. “Du har aldrig fået et ønske selv, har du?”
Brønden sagde ikke noget. Brønde gør ikke det.
Fia lukkede øjnene og ønskede.
Da hun åbnede dem, lå der en måne i brønden. En rund, hvid måne, nede på det sorte vand. Det var bare spejlbilledet af den rigtige, men det var aldrig sket før, for brønden lå under rosenhækken, hvor månen aldrig nåede. Nu var hækken bøjet en lille smule til side. Lige nok.
Fia lagde sig på kanten og så ned på den hele natten.
Er der en brønd, eller en vandpyt, eller et glas vand nær dig, du? Kig efter i morgen aften. Hvis himlen er klar, har den fået sin egen måne. Godnat.
