Der var engang en lille fe ved navn Lilla. Hun havde vinger som tynde stykker sæbeboble, hun boede i et hul i en gammel pil ved åen, og hver nat fløj hun en runde over skoven med sin pose af stjernestøv.
Et drys på pindsvinet, der havde ondt i maven. Et drys på musene i deres rede. Et drys på rådyrkalven, der sov med det ene øre oppe. Så sov de lidt tungere. Lidt blødere.
En aften var posen tom.
Lilla vendte den på vrangen. Hun rystede den. Der kom en enkelt gnist ud, og den gik ud, før den nåede jorden.
“Hvor kommer stjernestøv egentlig fra?” sagde hun højt. Det havde hun aldrig tænkt over. Posen havde bare altid været fuld.
En natsværmer satte sig på pilegrenen ved siden af hende. Hun var grå og brun og pelset som en lille vante, og hun hed Viola.
“Det ved jeg ikke,” sagde Viola. “Men jeg ved, at natten viser én ting ad gangen. Hvis man bliver oppe og kigger.”
Så det gjorde de. De satte sig på en sten ved åen, tæt sammen, og så på natten.
Klokken elleve kom månen op over bakken, stor og orange. Den skinnede på vandet, så åen lignede en sti af sølv. Men den gav ikke noget støv.
Ved midnat tændte sankthansormene deres grønne lys i grøftekanten. De blinkede og slukkede, blinkede og slukkede. Smukt. Men heller ikke det var stjernestøv.
Klokken to blev det koldt. Viola rystede vingerne, og Lilla trak dem begge ind under et sauerampferblad. Over dem stod stjernerne tættere end nogensinde, og de lyste så klart, at det næsten var, som om de ventede på noget.
Klokken fire var det helt stille. Selv åen klukkede sagtere. I hybenbusken bag dem sad en edderkop midt i sit spind, ganske ubevægelig.
Og lige før solen stod op, da stjernerne blev blege, og himlen blev grå i kanten, så de det.
På edderkoppens spind hang der dugdråber. Hundredvis af dem, på hver eneste tråd, som små glasperler. Og inde i hver eneste dråbe sad der et lille, lille glimt af stjernelys. Det sidste lys fra natten, som dråberne havde holdt fast i.
“Åh,” hviskede Lilla.
Hun fløj forsigtigt hen til spindet. Hun rørte ikke ved tråden. Hun holdt bare posen under dråberne, og én efter én, når de blev tunge nok, faldt de ned i den. Plip. Plip. Plip. Hver gang de ramte posen, blev de til en lille gnist.
“Du må gerne tage dem,” sagde edderkoppen. “Dug er besværligt. Det gør spindet tungt.”
Da solen kom op, var posen fuld.
Lilla gav den første gnist til Viola, som havde holdt hende med selskab hele natten. Den næste til edderkoppen, som lagde den midt i sit spind, hvor den blev siddende og glimtede.
Den nat fløj Lilla sin runde over skoven igen. Pindsvinet. Musene. Rådyrkalven med det ene øre oppe. Et drys hver. Og tæt bag hende fløj en lille, grå natsværmer, som aldrig mere behøvede at lede efter lys.
Sov godt, du. I morgen tidlig, når du vågner, så kig efter dugdråber i græsset. Måske sidder der stadig lidt af nattens stjernelys gemt i dem.
