Der var engang en hane, der hed Hubert, og han var den, der vækkede hele gården om morgenen.
Han var stor og stolt og havde fjer i rødt og guld og grønt, der skinnede i solen, og en høj, rød kam på hovedet. Hver morgen, når himlen blev lys over bakkerne, fløj han op på hønsehusets tag, strakte halsen og galede. Kykeliky! Så højt, at det kunne høres helt ovre på nabogården.
Han var meget stolt af det.
“Uden mig,” sagde han til hønsene, “ville ingen vågne. Køerne ville ikke blive malket. Bonden ville sove til middag. Solen ville måske slet ikke stå op.”
Den sidste del var hønsene ikke helt sikre på. Men de sagde ingenting.
En aften i november havde det regnet og blæst, og Hubert havde stået ude i det for længe. Næste morgen fløj han op på taget, som han plejede. Han strakte halsen. Han åbnede næbbet.
“Kyh,” sagde han.
Det var det hele. En lille, hæs lyd, som en rusten låge.
Han prøvede igen. “Kyh… kyh.”
Hønsene kiggede op. Hubert kiggede ned. Han så forfærdet ud.
“Hvad gør vi nu?” hviskede han. “Nu vågner ingen.”
Han sad på taget og ventede. Han var sikker på, at det ville blive ved med at være nat.
Men himlen blev lysere alligevel. Solen kom op over bakkerne, som den plejede. Og i stuehuset tændte Kristian, bonden, lyset i køkkenet. Han havde et vækkeur. Køerne i stalden begyndte at brøle efter at blive malket. De vidste godt selv, hvad klokken var. Spurvene i hækken begyndte at kvidre. Solsorten i æbletræet begyndte at synge.
Gården vågnede. Helt af sig selv.
Hubert sad på taget og så på det hele. Han følte sig lidt overflødig.
Kristian kom ud med foderspanden og fik øje på ham. “Er du hæs, Hubert?” sagde han. “Så må du hellere komme ind i varmen et par dage.”
Han tog Hubert under armen og bar ham ind i den lune lade, hvor der var halm og ingen træk. Han fik varmt vand at drikke og ekstra korn.
Hubert sad i halmen i tre dage og hvilede sig. Hver morgen hørte han gården vågne uden ham. Køerne. Spurvene. Kristians vækkeur gennem vinduet.
Men han vågnede også selv hver morgen, lige før det blev lyst. Det gjorde han altid. Haner har et indbygget døgnur, der fortæller dem, hvornår morgenen kommer, selv i en mørk lade. Det har forskere fundet ud af.
Den fjerde morgen åbnede han næbbet inde i laden, bare for at prøve.
“KYKELIKY!”
Det gav genlyd i hele laden. Ude i stalden svarede køerne. Spurvene lettede fra hækken.
Hubert fløj op på taget igen samme morgen og galede, som han plejede. Han galede ikke for at vække gården denne gang. Han galede, fordi det var morgen, og fordi han havde lyst.
Hubert sover i hønsehuset nu, du, på den øverste pind, med hovedet trukket ned mellem fjerene. Hans indbyggede døgnur tikker. Det ved præcis, hvornår han skal vågne. Og det er ikke endnu. Godnat.
