Hanen Hubert og den store morgenvækning

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille bondegård, der lå midt i en grøn dal. På denne bondegård boede der mange dyr, men den mest specielle af dem alle var hanen Hubert. Hubert var en stolt hane med fjer, der skinnede som solen, og han havde en vigtig opgave: at vække alle dyrene på gården hver morgen.

Hver dag, når solen begyndte at titte frem over bakkerne, hoppede Hubert op på sin yndlingshøne og galede så højt, han kunne: “Kykelikyyyyy!” Alle dyrene vågnede op til hans glade morgenhilsen, og dagen kunne begynde.

Men en morgen, da Hubert skulle til at vække gården, opdagede han noget forfærdeligt. Hans stemme var væk! Han prøvede at gale, men der kom kun en lille pibelyd ud. “Åh nej,” tænkte Hubert, “hvordan skal jeg nu vække alle dyrene?”

Hubert blev meget bekymret. Han vidste, at uden hans morgenhilsen ville alle dyrene sove over sig, og dagen ville blive helt skør. Han måtte finde en løsning, og det skulle være hurtigt!

Først gik Hubert hen til koen Karla. “Karla, kan du hjælpe mig med at vække dyrene?” spurgte han. Karla brølede højt, men det var ikke nok til at vække alle. “Jeg er ked af det, Hubert,” sagde Karla, “men min brølen er ikke så kraftig som dit gal.”

Så gik Hubert hen til fåret Fie. “Fie, kan du hjælpe mig?” spurgte han. Fie brægede så højt, hun kunne, men det var stadig ikke nok. “Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe mere,” sagde Fie trist.

Hubert begyndte at miste modet, men så fik han en idé. Han samlede alle dyrene på gården og sagde: “Hvis vi alle hjælper hinanden, kan vi måske vække gården sammen!”

Alle dyrene nikkede ivrigt. De stillede sig i en stor cirkel, og på Huberts tegn begyndte de at lave lyde. Karla brølede, Fie brægede, grisen Gustav gryntede, og hesten Hanne vrinskede. Selv de små kyllinger pipede så højt, de kunne.

Sammen lavede de en så stor larm, at alle på gården vågnede op med et smil. Solen skinnede, og dagen kunne begynde, præcis som den plejede.

Hubert var så glad og taknemmelig. “Tak, alle sammen,” sagde han. “I har vist mig, at vi kan klare alt, når vi hjælper hinanden.”

Og fra den dag af vidste Hubert, at han aldrig var alene. For selvom han var hanen med den store stemme, var det venskabet og samarbejdet, der gjorde bondegården til et helt særligt sted.

Og sådan endte dagen godt på den lille bondegård, hvor alle dyrene sov trygt og godt, klar til en ny dag med Hubert og hans venner.

Skriv en kommentar