Der var engang en enhjørning, der hed Jørgen, og han boede i Hjørring.
Nu tænker du måske, at enhjørninger bor i skove med sølvtræer og vandfald. Det gør nogle af dem sikkert også. Men Jørgen boede i et gult rækkehus på en vej med ligusterhække og skraldespande i lige rækker. Han havde en lille have med en gulerodsbed, en cykel med kurv og en hylde fuld af glitterhatte.
Jørgen elskede tre ting. Gulerodsmuffins. Cykelløb. Og linedance, helst i den sølvfarvede hat.
Der var bare ét problem. Ingen i Hjørring troede på, at han var en enhjørning.
“Det er en hest med en is-kegle på hovedet,” sagde naboen Carsten hen over hækken.
“Han er klædt ud,” sagde børnene i skolegården.
“Han er en sød fyr,” sagde Yvonne, som stod i bageriet ved Torvet. “Men han køber for mange gulerødder.”
Jørgen tog det pænt. Han vidste jo godt selv, hvad han var. Han vandede sin gulerodsbed og cyklede sin morgentur og dansede linedance i stuen om aftenen, så billederne på væggen hoppede.
Så kom tirsdagen med blæsten.
Det var den slags blæst, der kun findes i Vendsyssel. Den kom ind fra Vesterhavet og for op gennem gaderne, så hatte fløj og hække bøjede sig. Postbuddet måtte holde fast i en lygtepæl med den ene hånd og i sin taske med den anden.
Henne ved Torvet var Yvonne netop gået ud af bageriet med en bakke romkugler. Hun skulle bare stille dem ud i vinduet i den nye kurv. Men så kom et vindstød. Bakken vippede. Og alle romkuglerne trillede ud over Torvet, i alle retninger, hurtigere og hurtigere.
“Mine romkugler!” råbte Yvonne. “Der var tooghalvtreds!”
Det var lige der, Jørgen kom cyklende. Han havde regnslag på, gummistøvler med blink i hælene og sin regnbueparaply over hovedet, og han så romkuglerne, før nogen andre gjorde.
Han drejede cyklen. Han trådte i pedalerne. Og så tog han paraplyen ned, for den kunne man ikke cykle med i den blæst. Det havde hans mor altid sagt.
Han cyklede efter den første romkugle og fangede den med spidsen af sit horn. Plop. Den sad fast. Han cyklede efter den næste. Plop. Han susede rundt mellem bænke og cykelstativer, rundt om springvandet, hen under markisen ved skoboden, og hver gang han bøjede hovedet, kom der en romkugle mere på hornet.
Og så, mens alle stod og kiggede, begyndte hornet at lyse. Svagt først. Så stærkere. Lyserødt og guldfarvet og lidt grønt, som det gør, når en enhjørning er rigtig glad for noget.
Folk holdt op med at holde på deres hatte.
Jørgen bremsede foran bageriet. Han bøjede hovedet. Og ned i Yvonnes bakke gled romkuglerne, én efter én, alle sammen lige så pæne, som de havde været, bortset fra et lille hul i midten.
“Tooghalvtreds,” sagde Yvonne, da hun havde talt. Hun kiggede på hornet. Det lyste stadig lidt. “Det der,” sagde hun langsomt, “det er ikke en is-kegle.”
Carsten stod henne ved hjørnet. Han havde set det hele. Han tog sin hat af, eller rettere, blæsten tog den, men han lod, som om det var med vilje.
Om lørdagen holdt Hjørring byfest. Der blev ryddet et stykke af Torvet, og Jørgen blev inviteret til at stå forrest ved linedancen. Han tog den sølvfarvede hat på. Yvonne havde bagt gulerodsmuffins til hele byen, og romkuglerne med hul i fik deres eget fad, hvor der stod ENHJØRNINGEKUGLER på et skilt.
Carsten dansede ved siden af Jørgen. Han var ikke særlig god. Men han kom med i alle trinene.
Den sølvfarvede hat hænger på sin knage i det gule rækkehus i Hjørring, du, og Jørgen har lagt sig med hornet på hovedpuden, mens blæsten suser videre ud over taget mod Skagen, og hornet lyser stadig en lillebitte smule, sådan som det gør efter en rigtig god dag. Godnat.
