Der var engang en lille ninja, der hed Aiko. Hun var den yngste i ninjaskolen, og hun var så lille, at hendes sorte dragt var syet om to gange.
En aften samlede mester Takeshi alle eleverne i den lange gang i skolens gamle træhus.
“I aften er det den store prøve,” sagde han. “I skal gå fra den ene ende af gangen til den anden. For enden hænger der en lille klokke. Ring med den. Det er det hele.”
Eleverne kiggede på hinanden. Det lød nemt.
“Men,” sagde mester Takeshi, “det her er et nattergalegulv.”
Han trådte et skridt frem på de mørke brædder. Gulvet sagde: Kvit-kvit. Han trådte igen. Kvit-kvit-kvirr. Det lød præcis som en lille fugl.
“Gulvet er bygget sådan, at det synger, når nogen går på det,” sagde han. “I gamle dage havde man sådanne gulve i slotte, så ingen kunne liste sig ind om natten. I skal komme over det uden at vække fuglen.”
Den første elev gik. Han gik på tæerne. Gulvet sang som en hel skov fuld af fugle.
Den næste gik helt ude ved væggen. Gulvet sang.
Den tredje tog tilløb og prøvede at springe. Hun landede midt på gangen. Gulvet sang så højt, at mester Takeshi måtte holde sig for ørerne.
Så var det Aikos tur.
Hun stod længe og kiggede på gulvet. Hun lyttede, mens de andre gik. Og hun lagde mærke til noget. Når de trådte hurtigt, sang gulvet højt og hurtigt. Når de trådte langsomt, sang det lavere. Og hvert bræt sang med sin egen lille tone.
Aiko satte foden ned. Langsomt. Så langsomt, at det tog lige så lang tid som et helt åndedrag.
Kviii, sagde gulvet. Én lav, blød tone.
Hun satte den anden fod ned. Kvuuu. En lidt dybere tone.
Hun gik videre. Langsomt. Fra bræt til bræt. Og hun valgte, hvor hun satte fødderne. Lav tone. Høj tone. Lav tone igen. Til sidst lød det ikke som en forskrækket fugl. Det lød som en lille, langsom sang.
Det tog hende lang tid. De andre elever holdt vejret. Mester Takeshi stod helt stille.
Til sidst stod Aiko for enden af gangen. Hun løftede hånden og ringede med klokken. Pling.
Der var stille længe.
“Gulvet sang,” sagde den første elev. “Hun har ikke klaret det.”
Mester Takeshi strøg sig over skægget.
“I fyrre år har jeg hørt det her gulv synge,” sagde han. “Det har sunget, når elever listede. Det har sunget, når elever løb. Men det har aldrig sunget en vuggevise før.”
Han tog klokken ned fra krogen og gav den til Aiko.
Aiko ligger på sin måtte i sovesalen med klokken under hovedpuden. Ude i den lange gang ligger gulvet mørkt, og fuglen i brædderne sover. Hvis nogen gik derude i nat, ville den synge. Men ingen går. Godnat, du.
