Der var engang en lille ninja ved navn Niko, som boede i en hemmelig landsby dybt inde i skoven. Niko var ikke en almindelig ninja, for han havde en særlig evne: Han kunne blive usynlig i månens skær. Derfor blev han kaldt Måneninjaen.
Hver nat, når månen lyste klart på himlen, tog Niko sin sorte dragt på og sneg sig ud af landsbyen for at hjælpe dem, der havde brug for det. Han elskede at bruge sine ninjaevner til at gøre verden til et bedre sted.
En aften, mens Niko sad på sit yndlingssted i toppen af et stort egetræ, hørte han en svag gråd. Han kiggede ned og så en lille kanin, der sad og snøftede ved foden af træet. “Hvad er der galt, lille ven?” spurgte Niko blidt.
“Jeg har mistet min familie,” snøftede kaninen. “Vi blev væk fra hinanden, da vi legede i skoven, og nu kan jeg ikke finde dem.”
Niko vidste, at han måtte hjælpe. “Bare rolig, jeg skal nok finde din familie,” sagde han og gav kaninen et opmuntrende smil. “Hop op på min skulder, så går vi på en mission sammen.”
Med kaninen trygt siddende på sin skulder, sneg Niko sig gennem skoven. Han brugte sine skarpe sanser til at lytte efter lyde og kigge efter spor. Månen kastede sit lys ned gennem trækronerne og hjalp Niko med at se klart.
Efter et stykke tid hørte de en svag raslen i buskene. Niko stoppede op og lyttede. “Det lyder som flere kaniner,” hviskede han til sin lille ven. De listede nærmere, og ganske rigtigt, der sad en hel familie af kaniner og kiggede bekymret rundt.
“Der er de!” udbrød den lille kanin glad og hoppede ned fra Nikos skulder. Familien blev genforenet med kram og glædestårer, og Niko kunne ikke lade være med at smile.
“Tak, Måneninja,” sagde kaninens mor. “Vi er så taknemmelige for din hjælp.”
Niko bukkede ydmygt. “Det var en fornøjelse at hjælpe. Husk altid at holde sammen, så I ikke bliver væk fra hinanden igen.”
Da Niko vendte tilbage til sin landsby, var han træt, men glad. Han vidste, at han havde gjort en forskel, og det var det, der betød mest for ham.
Inden han lagde sig til at sove, kiggede han op på månen og hviskede: “Tak for dit lys, som hjælper mig med at hjælpe andre.” Og med det faldt han i en dyb, fredfyldt søvn, klar til nye eventyr, når natten igen ville kalde på Måneninjaen.
Og sådan endte endnu en nat med en god gerning, og Niko sov trygt, velvidende at han havde gjort verden lidt bedre.
