Der var engang en dreng, der hed Nikolaj. Om dagen gik han i 2.b. Men om aftenen, efter tandbørstning, når han havde sit sorte nattøj på og havde bundet et sort halstørklæde om hovedet, var han Ninja-Nikolaj. Den stilleste ninja i hele huset.
I aften havde han en mission.
Han havde tegnet en tegning til far. Det var en tegning af far på cykel, med en meget stor hjelm. Far var stadig på arbejde og kom først hjem, når Nikolaj sov. Tegningen skulle ligge på fars hovedpude, når han kom hjem. Det var missionen.
Problemet var ruten.
For at komme fra Nikolajs værelse til mor og fars soveværelse skulle man forbi lillesøster Agnetes dør. Agnete var et år og sov meget let. Hvis hun vågnede, græd hun. Og hvis hun græd, kom mor. Og så var missionen slut.
Ninja-Nikolaj stod i sin dør og kiggede ud på gangen. Lampen i loftet var slukket, men den lille lampe nede ved trappen var tændt, og den kastede lange skygger hen over gulvet.
“Skygger,” hviskede Nikolaj. “Hjælp mig.”
Skyggerne sagde ingenting. Men han kiggede på dem. Og han så noget.
Hans egen skygge lå foran ham på gulvet. Den var lang og tynd og havde et halstørklæde på. Og når han løftede foden, løftede skyggen også foden. Uden en lyd.
“Hvordan gør du det?” hviskede Nikolaj.
Han så nøjere efter. Skyggen satte ikke foden ned med hælen først, som man gør, når man går. Den satte den ned langsomt, med tæerne først, og så resten bagefter. Blødt.
Nikolaj prøvede. Tæerne først. Så resten. Han tog et skridt. Ingen lyd.
Han tog et til.
Gulvbrædderne på gangen var gamle. Nogle af dem knirkede. Nikolaj vidste, hvilke. Den tredje fra hans dør. Den ved badeværelset. Og den lige uden for Agnetes dør, som var den værste af dem alle.
Han kiggede på skyggen igen. Skyggen gik helt ude langs væggen. Ikke midt på gulvet.
Nikolaj gik ud til væggen. Her lå brædderne fast, hvor de var sømmet ned. Tæerne først. Så resten. Langs væggen, forbi badeværelset. Ingen knirk.
Så kom han til Agnetes dør.
Den stod på klem. Indefra kunne han høre hende trække vejret, lille og hurtigt. Skyggen gled hen over døråbningen, flad og stille, og Nikolaj gled efter den. Tæerne først. Han holdt vejret. Han var forbi.
Soveværelset. Fars pude. Han lagde tegningen midt på den med fars hjelm opad.
Så samme vej tilbage. Langs væggen. Tæerne først. Forbi Agnetes dør.
Da han lå i sin seng igen, kom mor op ad trappen for at se til dem. Hun kiggede ind til Agnete. Så kiggede hun ind til Nikolaj.
“Var der nogen ude på gangen?” hviskede hun. “Jeg syntes, jeg så en skygge.”
“Nej,” hviskede Nikolaj. “Det var bare en skygge.”
Mor smilede i mørket og lukkede døren helt stille. Tæerne først.
Tæerne først, du. Så resten. Det er sådan, ninjaer og skygger går. Nu skal du ikke gå nogen steder. Bare ligge stille som en skygge på dynen. Godnat.
