Der var engang en pige, der hed Luna, og hun var ninja. Hun havde været ninja i hele sommerferien. Hun havde et sort pandebånd og en sort T-shirt, og hun havde øvet sig i at liste rundt i lejligheden derhjemme, så ingen kunne høre hende.
Nu var hun i Japan. Det rigtige ninjaland.
Hun var der med sin mor og sin storebror i to uger, og i dag var de i en by, der hed Kyoto. Kyoto var fuld af gamle templer med buede tage og røde porte, og der var stille haver med sten og mos og damme med store, plettede fisk.
“I dag,” sagde mor ved morgenmaden, “skal vi se et tempel med et gulv, der synger.”
Luna lagde sine spisepinde fra sig. “Gulve kan ikke synge.”
“Det her kan,” sagde mor.
Templet lå oppe ad en lang, stejl trappe af sten. Det var kæmpestort og mørkt træ, med et tag, der gik helt ned over dem som en hat. Ved indgangen tog de skoene af. Man går på strømpesokker i japanske templer.
En ældre mand i mørkeblå jakke stod ved døren. Han arbejdede i templet og talte lidt engelsk. Han hed Hiro.
“Gulvet herinde,” sagde han og pegede ned ad en lang, skinnende gang af træ, “kalder vi nattergalegulvet. Prøv at gå.”
Luna gik. Og så hørte hun det.
Kvit. Kvit-kvit. Kvit.
For hvert skridt hun tog, kvidrede gulvet. Det lød som små fugle. Som om der sad fugle under brædderne.
“Hvorfor gør det det?” spurgte hun.
“Det er bygget sådan,” sagde Hiro. “Under brædderne er der små metalkramper. Når man træder, gnider de mod sømmene. Så synger gulvet. I gamle dage gjorde det, at ingen kunne snige sig ind. Ikke engang en ninja.”
Luna så op på ham. Hun så ned på gulvet.
“Jeg kan,” sagde hun.
Hiro smilede. “Prøv.”
Hun prøvede. Hun gik på tæer. Kvit-kvit. Hun gik på hælene. Kvit. Hun gik meget, meget langsomt og satte foden ned en lillebitte smule ad gangen. Kvi-i-i-it.
Hun prøvede helt ude ved kanten, ved væggen. Kvit. Hun prøvede at gå på strømperne med fødderne helt flade. Kvit-kvit-kvit.
Storebror grinede. Luna var ligeglad. Hun prøvede igen.
Længere fremme var gangen spærret af med et tykt reb. Der var et skilt bagved med japanske tegn.
“Hvad er der derinde?” spurgte Luna.
“Det er den gamle del,” sagde Hiro. “Der må ingen gå. Gulvet er meget gammelt og skal have ro. Men der synger det også.”
“Er det forbudt?”
“Det er forbudt,” sagde Hiro alvorligt. “Selv for ninjaer.”
Luna nikkede. Hun respekterede det. En ninja bryder ikke templets regler.
Hun gik tilbage ad den åbne del af gangen. Hun prøvede en sidste gang, så stille hun overhovedet kunne. Hun holdt vejret. Hun flyttede foden.
Kvit.
Hun sukkede og satte sig ned på gulvet. Hiro satte sig ved siden af hende.
“Ved du hvad,” sagde han. “I næsten fire hundrede år har mange prøvet at gå stille på det her gulv. Ingen har kunnet. Det er ikke dig, der er en dårlig ninja. Det er gulvet, der er et meget godt gulv.”
Luna tænkte over det. Så smilede hun.
Om aftenen sov de på et lille hotel med papirvægge og madrasser på gulvet. De hedder futoner. Luna lå længe vågen og lyttede. Ude på gangen gik der nogen forbi. Gulvet derude knirkede ikke. Det var et helt almindeligt gulv.
Dit eget gulv synger ikke, du, hvis du går på tæer i nat. Men langt væk, i Kyoto, hviler nattergalegulvet bag den lange stentrappe, og fuglene under brædderne er tavse til den første gæst i morgen. Godnat.
