Der var engang en ung ninja, der hed Haru, og alle kaldte ham Stormninjaen. Det var ikke, fordi han var vild. Det var, fordi han var den eneste i bjergbyen, der aldrig var bange, når det stormede.
Haru boede i et gammelt tempel højt oppe på et bjerg i Japan, for længe siden. Han var templets nattevagt. Templet var lille, med et tag af mørke tegl, der bøjede sig opad i hjørnerne, og inden for, i den inderste hal, hang fem sværd på en væg.
Sværdene var flere hundrede år gamle. De havde tilhørt fem brødre, som engang havde passet på byen. Nu brugte ingen dem mere. Men de hang der, og byens folk kom og bukkede for dem ved nytår.
Den gamle præst, Hiroshi, passede dem. Han tørrede dem af med en blød klud og en dråbe olie hver måned.
“Det farligste for et gammelt sværd er ikke en fjende,” sagde han. “Det er vand. Hvis der kommer vand på dem, ruster de.”
En aften i september kom tyfonen.
Først blev himlen gul. Så kom vinden. Den hylede om templets hjørner. Bambusskoven bøjede sig. Regnen kom i store, vandrette pisk.
“Du bliver inde, Haru,” sagde Hiroshi. “Du går ikke op på taget, og du går ikke ud i skoven. Uanset hvad du hører. Vi passer på templet indefra.”
Haru nikkede. Han tog sine bløde sko på. Han kunne bevæge sig helt lydløst. Og nu skulle han bevæge sig hurtigt.
Han løb fra rum til rum og lukkede skodderne. Han satte stænger for de døre, der rystede. Han flyttede tæppet væk fra en dør, hvor vandet sivede ind under. Over den inderste hal begyndte taget at dryppe. Én dråbe. To. Lige over væggen med sværdene.
Haru hentede en spand. Han stillede den under dryppet. Så hentede han en stige, og han løftede sværdene ned, ét efter ét, med begge hænder, sådan som Hiroshi havde lært ham. Han svøbte dem i silke. Han lagde dem i den store trækiste midt i rummet, hvor der var tørt.
Ét sværd. To. Tre. Fire. Fem.
Han lukkede låget.
Hele natten gik Haru rundt i templet. Han tømte spanden, når den blev fuld. Han satte en ny spand under et nyt dryp i køkkenet. Han tændte en lampe og slukkede den igen, når vinden fik flammen til at flakke. Hiroshi sad ved kisten og læste højt fra en gammel bog, så de begge kunne høre en stemme midt i stormen.
Ved daggry stilnede vinden af.
Haru åbnede skodderne. Udenfor lå bambusstængler og grene og tegl fra taget overalt. Men templet stod. Og himlen var helt ren og blå.
Hiroshi åbnede kisten. Han tog sværdene op, ét efter ét. Han kiggede længe på hvert af dem.
“Ikke en dråbe,” sagde han.
Han hængte dem tilbage på væggen. Så lavede han te til dem begge, og de drak den i solen på trappen.
Haru sover i templet i dag, mens solen skinner, for han har været vågen hele natten. Fem sværd hænger tørre på væggen. Spanden står tom ved døren. Ude i bambusskoven er det helt stille, og stormen er langt ude over havet. Godnat, du.
