Der var engang en løveunge, der hed Dumi, og han øvede sig på at brøle hver eneste dag.
Han stod på en termitbo midt på savannen i Kenya, satte poterne godt fast, trak vejret helt ned i maven og åbnede munden så højt, han kunne.
“Mjaa-uuh.”
Det lød ikke som et brøl. Det lød som en kat, der var blevet lukket ude.
Det er helt normalt. Løveunger kan ikke brøle rigtigt, før de er omkring et år gamle. Indtil da kan de miave og knurre og hvæse og give små, hæse pip fra sig. Men Dumi var fem måneder, og han syntes, han havde ventet længe nok.
En dag, mens han stod og øvede sig, hørte han en lyd fra den anden side af den tørre flodseng. Det var en trompet. En lille, skinger, skæv trompet.
“Prrrææh.”
På den anden side stod en elefantunge med ørerne slået helt ud og snablen strakt i vejret. Hun var grå og rund og havde en tot hår på hovedet, der stod lige op. Hun så ud, som om hun også øvede sig.
“Det lød ikke af ret meget,” råbte Dumi over til hende.
“Det gjorde dit heller ikke,” råbte elefantungen tilbage.
De kiggede på hinanden. Dumi havde fået at vide, at han aldrig måtte gå hen til elefanter. De var for store, og elefantmødre bryder sig ikke om løver. Elefantungen havde fået at vide det samme om løver. Så de blev stående, hver på sin side af flodsengen, med det tørre, sprukne sand imellem sig.
“Jeg hedder Pemba,” sagde elefantungen.
“Dumi,” sagde Dumi.
“Lad os se, hvem der er højest,” sagde Pemba.
Dumi var straks med. Han trak vejret dybt. “Mjaa-aauuh!”
Pemba strakte snablen. “Prrrææææh!”
“Mjaaauuuh!”
“PRRRÆÆÆÆH!”
De blev ved, til de var helt hæse. En flok perlehøns flygtede kaglende ud af en busk. En giraf langt væk drejede hovedet og så på dem med stor forundring. Men ingen af dem vandt. Hvis man skal være ærlig, lød de begge to mest som noget, der var gået i stykker.
Så lagde de sig ned i skyggen på hver sin side og pustede.
Det var der, Dumi mærkede det.
Det var ikke en lyd. Ikke rigtigt. Det var noget i jorden. En dyb, langsom rumlen, som kom op gennem sandet og ind i hans maveskind og hans poter. Han løftede hovedet. Han kunne ikke høre noget. Men han kunne mærke det.
På den anden side af flodsengen havde Pemba løftet den ene forfod en lille smule fra jorden. Hun stod helt stille, med ørerne ude.
“Det er min mormor,” sagde hun lavt. “Hun siger, at jeg skal komme hjem.”
“Men hun sagde jo ingenting,” sagde Dumi.
“Jo, hun gjorde,” sagde Pemba. “Hun sagde det med jorden. Store elefanter kan rumle så dybt, at det kan høres langt væk. Man hører det med fødderne.” Hun satte foden ned igen. “Prøv at lytte.”
Dumi lagde hovedet ned på sandet og trykkede poterne mod jorden. Han lå helt stille. Og der var det igen. En rumlen, så dyb, at den kildede.
“Jeg kan høre det med maven,” sagde han.
“Det er næsten det samme,” sagde Pemba.
Langt borte, ude ved akacietræerne, stod en flok elefanter. Den største af dem havde snablen løftet. Pemba vendte sig og begyndte at gå hen mod dem, med den lille hårtot vippende på hovedet. Så standsede hun og kiggede tilbage.
“I morgen?” spurgte hun. “Samme sted?”
“Samme sted,” sagde Dumi.
Da det blev aften, gik Dumi hjem til sin flok under det store akacietræ. Hans mor lå og slikkede sig om poterne. Over dem var himlen ved at blive mørkeblå, og de første stjerner kom frem.
Og så begyndte hans far at brøle.
Det var et rigtigt løvebrøl. Det begyndte dybt og blev større og større, og til sidst var det så stort, at det fyldte hele savannen. Det lød over græsset og flodsengen og helt hen til akacietræerne. Det er sådan, løver fortæller hinanden, hvor de er.
Dumi lagde poterne på jorden. Han lyttede. Og et sted derude, langt væk, troede han, at han mærkede en lille rumlen svare.
Nu ligger Dumi med næsen mellem poterne, du, og øver sig på at lytte i stedet for at brøle. Det kan man godt gøre med lukkede øjne. Måske kan du også mærke noget, hvis du ligger helt stille i din seng. Godnat.
