Der var engang en stor, sølvgrå gorilla, der hed Gogo, og en aften kom han til at lyse i mørket.
Gogo boede i regnskoven i Afrika, hvor træerne var så høje, at man skulle lægge hovedet helt tilbage for at se toppen. Han var den største i sin flok. Han havde brede skuldre og en ryg med sølvgrå hår, og når han bankede sig på brystet, kunne det høres langt væk. Men det gjorde han sjældent. Mest af alt kunne han lide at sidde stille og spise blade og se på de små gorillaer lege.
Hver aften byggede Gogo sig en ny seng. Det gør gorillaer. De bøjer grene og blade ind mod sig selv, til der er en tyk, blød rede, og så lægger de sig i den. Næste aften bygger de en ny et andet sted. Gogo byggede sin på jorden, for han var for tung til de tynde grene.
En aften, da han var halvvejs færdig med sin rede, så han noget lille og lyst i luften. Så endnu et. Så hundrede.
Det var ildfluer. De kom op fra den fugtige jord og svævede rundt mellem træstammerne og blinkede, grønt og gult, tænd og sluk.
Gogo sad helt stille. Det var så smukt, at han glemte at bygge videre. Og så landede den første ildflue på hans arm. Og en til på hans skulder. Og flere på hans hoved og på hans store, sølvgrå ryg, hvor hårene var tætte og bløde, og hvor man åbenbart sad godt, hvis man var en ildflue.
Til sidst sad de over det hele. Gogo lyste. Han lyste som et stort, grønt telt i mørket.
Det var lige der, han hørte nogen pibe.
Oppe i et træ, lidt borte, sad en lille abe med lang hale og store, runde øjne. Hun hed Mimi. Hun holdt om en gren med alle fire hænder og kiggede ned.
“Jeg har leget for længe,” sagde hun. “Og nu er det mørkt, og jeg kan ikke se, hvilket træ der er vores.”
“Hvor bor din familie?” spurgte Gogo. Han talte meget stille, for ikke at skræmme ildfluerne.
“Ved det store træ med de røde blomster,” sagde Mimi. “Nede ved bækken.”
Gogo kendte det træ. Han kendte alle træer i den del af skoven.
“Hop ned på min ryg,” sagde han. “Hold fast i håret. Og bliv siddende, til vi er der.”
Mimi kravlede forsigtigt ned. Hun satte sig mellem ildfluerne på hans ryg og holdt fast med begge hænder. Og så gik Gogo. Langsomt, på knoerne, gennem skoven.
Det var en mærkelig tur. Der hvor Gogo gik, blev der lyst. Grønne skær faldt på bladene og på stierne og på de våde sten ved bækken. En frø kiggede forbavset op. En flagermus drejede en ekstra runde for at se nærmere efter.
Ildfluerne blev siddende. De syntes vist, det var en god måde at komme rundt på.
Til sidst hørte de bækken. Og så så de træet med de røde blomster. Højt oppe i grenene sad der en masse aber, og de kaldte og kaldte.
“Mimi! Mimi!”
“Her!” råbte Mimi. Hun sprang fra Gogos ryg op på den nederste gren og løb op gennem træet, og der blev de enige om at skælde lidt ud og kramme meget.
Mimis mor kiggede ned på Gogo. Han stod stadig og lyste.
“Tak,” sagde hun. “Du var let at følge.”
Gogo gik tilbage til sin halvfærdige rede. Han bøjede de sidste grene ind og lagde sig. En efter en lettede ildfluerne fra hans ryg og fløj videre ud i skoven for at blinke andre steder.
Gogo er mørk og sølvgrå igen nu, du, og han har lagt sig i den nye rede af bøjede grene, mens Mimi sover højt oppe i træet med de røde blomster, tæt ind til sin mor. Et par ildfluer er blevet hængende i hans pels. De blinker langsommere og langsommere, tænd og sluk, ligesom øjne, der er ved at falde i. Godnat.
