Dybt inde i junglen, hvor træerne stod tæt, og vinden hviskede mellem bladene, boede en stor, blid gorilla ved navn Gogo. Gogo var ikke som de andre gorillaer – han elskede mørket. Ikke fordi han var modig, men fordi han havde en særlig hemmelighed: Han havde en lille lanterne, der kunne lyse selv de mørkeste nætter op.
Hver aften, når solen gik ned, tændte Gogo sin lanterne og satte sig under sit yndlingstræ. Ildfluerne sværmede omkring ham, tiltrukket af det bløde lys, og natdyrene kom tættere på for at lytte til hans historier. Gogo elskede at fortælle historier – om stjernerne, om gamle jungleeventyr og om, hvordan selv den mindste lysstråle kunne sprede varme og tryghed.
En aften kom en lille abe, Mimi, løbende med store, forskrækkede øjne. “Gogo! Jeg har mistet min vej! Det er så mørkt, og jeg kan ikke finde hjem,” snøftede hun.
Gogo smilede blidt og rakte sin lanterne frem. “Kom, lille ven. Vi skal nok finde vejen sammen.”
Med lyset fra lanternen og ildfluernes blinkende dans gik de gennem junglen. Mimi holdt godt fast i Gogo, mens han blidt viste hende vej. Snart kunne de høre hendes familie kalde på hende fra et træ i nærheden.
“Tak, Gogo!” jublede Mimi og gav ham et stort kram.
Gogo nikkede og sagde: “Selv i det mørkeste mørke er der altid et lys – nogle gange skal man bare finde det.”
Og med det satte Gogo sig igen under sit træ, tændte sin lanterne og fortsatte med at fortælle historier, mens junglen lyttede i nattens ro.
Godnat og drøm sødt
