Der var engang en grisunge, der hed Tøger, og han havde aldrig set solen gå ned i fjorden.
Det havde alle de andre. I hvert fald sagde de det. Tøger boede på en lille gård ved Limfjorden, hvor markerne går helt ned til vandet, og hvor himlen om aftenen bliver så rød og gylden, at selv køerne holder op med at tygge for at kigge. Men Tøger var en gris. Og grise er ikke særlig høje. Fra hans sti kunne han se hegnet, og bag hegnet kunne han se den gamle lade, og så var der ikke mere at se.
“Den er lyserød,” sagde Klokke. “Ligesom dig. Og så orange. Og så bliver vandet helt blankt, og solen går ned i det, som om den tager et bad.”
Klokke var et gedekid. Hun var hvid med brune pletter og havde to små horn, der lige var begyndt at stikke frem. Hun boede i folden ved siden af Tøgers, og hun kunne klatre på alt. På hegnet. På brændestablen. På taget af hønsehuset, når ingen kiggede. Det kan geder. I Marokko findes der geder, der klatrer helt op i træerne for at spise blade, og de står der på grenene, som om det var den nemmeste ting i verden.
“Hvor står du, når du ser det?” spurgte Tøger.
Klokke pegede med hovedet. Bag laden stod en stor stabel halmballer. Den var bygget op i løbet af sensommeren, ballerne lagt oven på hinanden, række efter række, så den var lige så høj som ladens tagrende.
“Deroppe,” sagde hun. “På toppen kan man se hele fjorden.”
Tøger kiggede på stablen. Den var meget høj. Og ballerne var firkantede og stejle og havde ingen trin.
“Grise kan ikke klatre,” sagde han.
Klokke kiggede på ham. Så kiggede hun på stablen igen. Hun lagde hovedet på skrå, sådan som geder gør, når de tænker.
“Vent her,” sagde hun.
Hun sprang over hegnet og løb hen til stablen. Hun gik hele vejen rundt om den, langsomt, og kiggede på den nedefra og op. Så hoppede hun op på den nederste række og gik hen ad den. Op på den næste. Ned igen. Hen ad siden. Hun lignede en, der var ved at tegne et kort inde i hovedet.
Da hun kom tilbage, var hun helt forpustet.
“Der er en vej,” sagde hun. “På bagsiden. Nogle af ballerne er ikke skubbet helt ind. Der står de ud, som små trapper. Ikke ret store trapper. Men trapper.”
Tøger kiggede på hende. “Hvordan kommer jeg ud af stien?”
Det var lettere end ventet. Lågen til grisestien havde en krog, og Klokke havde set bondekonen, Ingelise, åbne den hundrede gange. Hun skubbede til den med hornene. Den gik op med et lille klik.
De gik om bag laden. Solen stod allerede lavt. Klokke hoppede op på den første balle og vendte sig.
“Forbenene først,” sagde hun. “Så skubber du med bagbenene.”
Tøger satte forbenene op på ballen. Han skubbede. Han gled ned igen. Han prøvede igen, og denne gang fik han maven op over kanten og lå der og sprællede, til han kom helt op. Halmen kildede ham i trynen.
Den næste balle var lidt lettere. Den tredje var svær, for den stod kun en lillebitte smule frem, og Tøger måtte balancere med alle fire ben på en kant, der ikke var meget bredere end en planke. Klokke stod over ham hele tiden og sagde: “Lidt til venstre. Lidt til. Godt. Nu op.”
Den fjerde. Den femte. Tøgers ben rystede. Han turde ikke kigge ned.
“Den sidste,” sagde Klokke. “Det er den største.”
Tøger lukkede øjnene og skubbede med bagbenene så hårdt, han kunne. Og så var han oppe. Han lå på maven på toppen af stablen og pustede som et lille damplokomotiv.
“Åbn øjnene,” sagde Klokke.
Han åbnede dem.
Foran ham lå fjorden. Den var bred og blank, og på den anden side lå der grønne bakker og en lille, hvid kirke. Himlen var lyserød. Så blev den orange. Og solen, stor og rund og gylden, sank langsomt ned mod vandet, og vandet fik en lang, glitrende stribe af lys, der gik helt hen til gården.
Tøger sagde ingenting. Det gjorde Klokke heller ikke. De lå bare der, en grisunge og et gedekid, side om side på en halmballe, og så solen tage sit bad.
Nede i gården var der nogen, der grinede. Det var Ingelise. Hun stod med en spand i hånden og kiggede op på dem.
“Nu har jeg set det hele,” sagde hun. “Bliv bare liggende. Jeg henter jer bagefter.” Og det gjorde hun, med en lang planke, som Tøger kunne gå ned ad, langsomt og meget stolt.
Tøger er tilbage i sin sti nu. Han ligger i halmen og kan stadig se solen for sig, når han lukker øjnene. Klokke sover i folden ved siden af. Hvis du lukker dine øjne nu, kan du måske også se en gylden stribe hen over en fjord. Godnat.
