Der var engang en pige, der hed Rapunzel, og hun havde det længste hår i hele verden.
Det begyndte, før hun blev født. Hendes mor og far boede i et lille hus med et vindue ud mod en høj mur. Bag muren lå den smukkeste have, fuld af blomster og grøntsager. Den tilhørte en heks, og ingen turde gå derind.
En dag fik moren øje på et bed med rapunsel, en slags salat med små, grønne blade. Hun fik så frygtelig lyst til den, at hun ikke kunne tænke på andet.
“Jeg skal have noget af den salat,” sagde hun. “Ellers kan jeg ikke sove.”
Om aftenen klatrede faren over muren og plukkede en håndfuld. Moren lavede salat af den, og den smagte så godt, at hun ville have mere. Næste aften klatrede han over igen. Men da han hoppede ned i haven, stod heksen lige foran ham.
“Hvordan tør du stjæle fra min have?” sagde hun.
“Undskyld,” sagde faren. “Min kone venter et barn, og hun har så frygtelig lyst til din salat.”
Heksen kneb øjnene sammen. “Så må du tage så meget, du vil,” sagde hun. “Men når barnet bliver født, skal hun komme og bo hos mig.”
Faren var så bange, at han sagde ja.
Da den lille pige kom til verden, kom heksen og tog hende med sig. Hun kaldte hende Rapunzel, efter salaten. Hun var ikke ond ved hende. Men hun ville have hende helt for sig selv. Og da Rapunzel var tolv år, satte heksen hende i et tårn midt inde i skoven. Tårnet havde ingen dør og ingen trappe. Kun et lille vindue helt øverst.
Når heksen ville op til hende, stillede hun sig nedenfor og råbte:
“Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned!”
Så flettede Rapunzel sit lange, gyldne hår ud, viklede det om en krog ved vinduet og lod det falde. Det var så langt, at det nåede helt ned til jorden. Og heksen klatrede op ad det.
Rapunzel sad i tårnet i mange år. Hun sang for fuglene, der satte sig i vindueskarmen, og hendes stemme var så smuk, at den kunne høres langt ind i skoven.
En dag red en kongesøn forbi. Han hørte sangen og standsede. Han ledte efter en dør, men der var ingen. Næste dag kom han igen. Og igen. Så så han heksen komme og hørte hende råbe.
Da heksen var gået, stillede han sig selv nedenfor tårnet.
“Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned!”
Håret faldt ned. Og kongesønnen klatrede op.
Rapunzel blev meget forskrækket. Hun havde aldrig set en mand før. Men han var venlig og talte stille, og han fortalte om byer og markeder og havet. Han kom igen næste aften, og aftenen efter. Rapunzel glædede sig hver dag til at høre ham råbe.
“Vil du med mig væk herfra?” spurgte han en aften.
“Ja,” sagde Rapunzel. “Men jeg kan ikke komme ned. Tag en silketråd med, hver gang du kommer. Så fletter jeg en stige.”
Det gjorde han. Men en dag kom Rapunzel til at sige noget dumt til heksen.
“Hvordan kan det være, at du er så meget tungere at trække op end kongesønnen?”
Heksen blev rasende. Hun tog en saks og klippede Rapunzels lange fletning af. Klip, klap. Så tog hun Rapunzel med langt væk, til en øde dal på den anden side af bjergene, og lod hende blive der.
Om aftenen kom kongesønnen.
“Rapunzel, Rapunzel, lad dit hår falde ned!”
Heksen havde bundet fletningen fast ved vinduet. Hun lod den falde, og han klatrede op. Men i vinduet stod ikke Rapunzel. Der stod heksen.
“Fuglen er fløjet,” sagde hun. “Du ser hende aldrig igen.”
Kongesønnen klatrede ned igen, meget langsomt. Men han troede ikke på heksen. Han red ud i verden for at lede.
Han ledte i et helt år. Han red gennem skove og over bjerge, og han spurgte alle, han mødte. Til sidst kom han til en øde dal. Og der hørte han en stemme, der sang. Den smukkeste stemme i verden.
“Rapunzel!” råbte han.
Rapunzel kom løbende. Hendes hår var kort nu og krøllede om ørerne. Hun græd af glæde, og kongesønnen lo og græd på samme tid.
Han tog hende med til sit kongerige. Men først red de til det lille hus med vinduet ud mod muren. Rapunzels mor og far åbnede døren, og de genkendte hende med det samme. De havde ventet på hende hver eneste dag. Der blev holdt bryllup, og hendes forældre fik et lille hus lige ved slottet med deres egen have, fuld af rapunsel.
Og heksen? Hun sidder stadig i tårnet med en lang, gylden fletning og ingen at hejse op. Hun bruger den som halstørklæde, når det blæser.
Rapunzel sover i et slot med en rigtig trappe nu, du, med sit korte hår spredt ud over puden. Uden for vinduet vokser der rapunsel i et lille bed, og hver aften synger hun en sang for fuglene, før hun lukker øjnene. Godnat.
