Der var engang en pige, der hed Alice, og hun sad på en grøn skrænt ved floden og kedede sig.
Hendes storesøster læste i en bog. Alice kiggede over skulderen. Der var ingen billeder og ingen samtaler i den. “Hvad skal man med en bog uden billeder og samtaler?” tænkte Alice. Det var varmt, og hun var ved at blive søvnig.
Så løb der en hvid kanin forbi. Den havde lyserøde øjne. Det var ikke så mærkeligt. Men den havde også en vest på. Og den trak et ur op af vestelommen, kiggede på det og sagde:
“Åh nej, åh nej! Jeg kommer for sent!”
Alice sprang op. Hun havde aldrig set en kanin med vest og ur før. Hun løb efter den over marken, og hun nåede lige at se den forsvinde ned i et stort kaninhul under hækken. Uden at tænke sig om hoppede Alice efter.
Hun faldt. Men hun faldt langsomt. Hulen var så dyb, at hun havde god tid til at kigge sig omkring. Langs væggene var der hylder med bøger og kort og syltetøjsglas. Hun tog et af glassene. Der stod APPELSINMARMELADE på det, men det var tomt. Hun satte det pænt tilbage på en hylde længere nede.
Bump. Hun landede blødt i en bunke tørre blade.
Hun stod i en lang sal med døre hele vejen rundt. Alle var låst. På et lille glasbord lå en lillebitte guldnøgle, og bag et forhæng fandt hun en dør, der kun var lige så høj som en kat. Hun låste den op og kiggede igennem. Derude lå den dejligste have med blomster og springvand. Men Alice var alt for stor til at komme igennem.
På bordet stod nu en lille flaske. På den stod der: DRIK MIG.
Alice drak. Det smagte af kirsebærtærte og ananas og ristet brød. Og hun skrumpede, til hun ikke var større end en hånd. Men så havde hun glemt nøglen oppe på bordet. Hun fandt en lille kage under bordet. På den stod der med rosiner: SPIS MIG. Hun spiste den, og hun voksede, til hovedet ramte loftet.
Stakkels Alice. Hun græd så store tårer, at der blev en hel sø på gulvet. Så fandt hun den hvide kanins vifte, som han havde tabt, og viftede sig, og så blev hun lille igen. Så lille, at hun måtte svømme i sin egen tåresø sammen med en mus og en dodo.
Alice gik videre. På en stor svamp sad en blå larve med korslagte arme. Den havde mange arme at lægge over kors.
“Hvem er du?” spurgte larven.
“Det ved jeg knap nok,” sagde Alice. “Jeg har været så mange forskellige størrelser i dag.”
“Den ene side gør dig større,” sagde larven. “Den anden side gør dig mindre.” Og så kravlede den væk. Alice brækkede et stykke af hver side af svampen og puttede dem i lommen. Nu kunne hun selv bestemme, hvor stor hun ville være.
I et træ sad en kat og grinede. Den grinede fra øre til øre.
“Hvilken vej skal jeg gå?” spurgte Alice.
“Det kommer an på, hvor du vil hen,” sagde katten.
“Det er lige meget,” sagde Alice.
“Så er det også lige meget, hvilken vej du går,” sagde katten. Og så forsvandt den langsomt, først halen og til sidst grinet, som blev hængende i luften lidt efter.
Alice kom til et hus, hvor et bord var dækket under et træ. Hattemageren og Marts-haren sad og drak te, og mellem dem sov en syvsover. “Der er ingen plads! Der er ingen plads!” råbte de, selvom der var masser af plads. De stillede gåder, som ingen kunne svare på. Alice syntes, det var det dummeste teselskab, hun nogensinde havde været til.
Til sidst fandt hun en dør i et træ. Den førte ind i den smukke have, hun havde set. Hun spiste lidt af svampen, så hun blev lige stor nok, og gik ind.
I haven var der rosenbuske med hvide roser, som tre spillekort var ved at male røde. “Dronningen ville have røde roser,” hviskede de. “Og vi plantede hvide ved en fejl.”
Så kom Hjerterdronningen. Hun var stor og rød i hovedet og råbte “Af med hovedet!” ad alting. Men det var bare noget, hun sagde. Kongen gik altid bagefter og tilgav alle sammen stille.
Til sidst skulle der være retssag. Hjerterknægten var anklaget for at have stjålet dronningens tærter. Alice sad i salen og lyttede. Og mens hun lyttede, begyndte hun at vokse. Hun voksede og voksede.
“Alice skal være vidne!” råbte kongen.
Alice rejste sig. Hun var nu så stor, at hun væltede hele nævningebænken.
“Af med hendes hoved!” råbte dronningen.
“Hvem bryder sig om dig?” sagde Alice. “I er jo bare et spil kort!”
Så fløj alle kortene op i luften og kom dalende ned over hende. Alice viftede dem væk. Og så vågnede hun med hovedet i sin søsters skød, mens nogle visne blade dalede ned fra træet over hende.
“Jeg har haft sådan en mærkelig drøm,” sagde Alice.
Alice sover i sin egen seng i aften, du, og hun er præcis lige så stor, som hun skal være. Måske løber der en hvid kanin med vest og ur gennem hendes drøm igen. Hvis du møder den, så husk at spørge, hvad klokken er. Godnat.
