Der var engang en lille pige, der hed Gerda, og hendes bedste ven i hele verden var drengen Kaj, der boede lige over for hende.
De boede i to gamle huse i en stor by, så tæt på hinanden, at tagrenderne næsten rørte hinanden. Under hvert vindue stod en kasse med jord, og i kasserne voksede der roser. Om sommeren kravlede Gerda og Kaj ud til roserne og sad på deres små skamler og legede, og om vinteren varmede de en kobberskilling på kakkelovnen og trykkede den mod den frosne rude, så der kom et lille, rundt kighul, hvor de kunne se over til hinanden.
Men langt væk havde en drilsk trold engang lavet et spejl. Alt, hvad der var smukt, så grimt og skævt ud i det spejl. En dag tabte trolden det, og det gik i tusind millioner stykker, så små som sandkorn. De fløj ud over hele verden.
Et af stykkerne fløj lige ind i Kajs øje. Et andet ramte ham i hjertet.
“Av!” sagde Kaj. Så var det væk. Men noget var forandret. Pludselig syntes Kaj, at roserne var grimme. Han drillede Gerda og gjorde nar ad bedstemor. Han syntes, alt var dumt. Hjertet var ved at blive koldt som is.
En vinterdag var Kaj ude at kælke på torvet. Der kom en stor, hvid slæde susende. Kaj bandt sin lille kælk fast bag på den, som drengene plejede at gøre for sjov, og så kørte de. Hurtigere og hurtigere, ud af byen, ud i snestormen. I slæden sad en høj dame i hvid pels. Det var Snedronningen.
“Er du kold?” spurgte hun og svøbte ham ind i sin pels. Hun kyssede ham på panden, og så frøs han ikke mere. Han glemte Gerda og bedstemor og hele byen. Og slæden fløj med ham op over skyerne, mod nord, til Snedronningens slot.
Gerda ventede hele vinteren. Kaj kom ikke hjem. Da foråret kom, tog hun sine nye, røde sko på og gik ned til floden.
“Vil du hjælpe mig med at finde Kaj?” spurgte hun.
Hun steg op i en lille båd, og strømmen tog den. Hun sejlede længe. Hun kom til en gammel kone med en have, hvor det altid var sommer, og hun fik kirsebær og en seng med silkedyner. Men da hun så en rose, huskede hun Kaj og løb videre.
Hun mødte en krage, der fortalte om et slot med en prins og en prinsesse. Prinsen var ikke Kaj, men prinsessen var venlig og gav Gerda varmt tøj, en muffe og en guldkaret, så hun kunne rejse videre. I en mørk skov blev karetten standset af røvere, og en vild, lille røverpige ville beholde Gerda som legekammerat. Men om natten, da Gerda fortalte om Kaj, sagde røverpigens duer: “Vi har set ham. Han sad i Snedronningens slæde.”
Røverpigen var vild, men hun havde et godt hjerte. Næste morgen satte hun Gerda op på ryggen af sit rensdyr.
“Løb,” sagde hun til rensdyret. “Løb helt til Lapland og videre. Og pas godt på hende.”
Rensdyret løb dag og nat. De kom til en lille hytte, hvor en gammel lappekone gav dem varm fisk, og til en finnekone, der var så klog, at hun kunne binde alle verdens vinde i en tråd.
“Kan du ikke give Gerda kræfter som tolv mænd?” spurgte rensdyret.
“Hun behøver ingen kræfter,” sagde finnekonen. “Hun har et varmt hjerte. Det er stærkere end alt andet.”
Til sidst stod Gerda alene i sneen foran Snedronningens slot. Væggene var af sne, og vinduerne af vind. Snedronningen var ude og flyve. Inde i den store, kolde sal sad Kaj. Han var blå af kulde, men han mærkede det ikke. Han sad og lagde isstykker til et puslespil og prøvede at lægge et ord, som han ikke kunne finde ud af.
“Kaj!” råbte Gerda og slog armene om ham.
Kaj kiggede bare på hende. Han kendte hende ikke.
Så begyndte Gerda at græde. Hendes tårer var varme, og de faldt på Kajs bryst og trængte helt ind til hans hjerte og smeltede isen. Og spejlstykket. Kaj kiggede på hende. Så begyndte han også at græde, så det andet lille stykke spejl skyllede ud af øjet.
“Gerda,” sagde han. “Hvor har du været så længe?”
De lo og dansede, så selv isstykkerne dansede med. Og da de var trætte, lagde stykkerne sig af sig selv sammen til det ord, Kaj ikke havde kunnet finde.
Rensdyret ventede udenfor. Det bar dem sydpå, gennem sneen, forbi finnekonen og lappekonen og den mørke skov, hvor røverpigen kom ridende og vinkede. Og overalt, hvor de kom, var det ved at blive forår.
Da de kom hjem og gik op ad den gamle trappe, stod roserne i blomst i kasserne under vinduet, og bedstemor sad i solen og læste. Kaj og Gerda satte sig på deres små skamler. De var blevet lidt større. Men indeni var de stadig børn.
Der står roser i blomst under vinduet i aften, du, og Kaj og Gerda sidder på hver sin skammel og holder hinanden i hånden, mens det sidste sne smelter ude på taget. Langt mod nord løber et rensdyr hjem gennem nordlyset. Godnat.
