Der var engang en lille mand, der hed Ole Lukøje, og ingen i hele verden kendte så mange historier som han.
Om aftenen, når børnene sidder ved bordet eller på deres skammel, kommer Ole Lukøje. Han går op ad trappen helt stille, for han har strømpesokker på. Han lukker døren op uden en lyd, og så sprøjter han børnene ganske lidt sød mælk i øjnene. Bare en lillebitte smule, så de ikke kan holde øjnene åbne. Så lister han sig om bag dem og puster dem sagte i nakken, og så bliver de tunge i hovedet. Det gør slet ikke ondt. For Ole Lukøje er børnenes ven.
Når børnene sover, sætter han sig på sengen. Han har fint tøj på, en silkefrakke, der skifter farve, alt efter hvordan han vender sig. Den kan være grøn og rød og blå. Under hver arm har han en paraply. Den ene paraply er fuld af billeder. Den slår han op over de artige børn, og så drømmer de de dejligste historier hele natten. Den anden paraply har ingen billeder. Den slår han op over de uartige børn, og så sover de bare tungt og drømmer ingenting.
Der var en lille dreng, der hed Hjalmar. Hos ham kom Ole Lukøje en hel uge. Hør nu, hvad han fortalte.
Mandag aften, da Hjalmar var kommet i seng, rørte Ole Lukøje ved alle blomsterne i potterne med sin lille tryllestav. Så voksede de op til store træer, der bredte deres grene ud langs loftet og væggene, så hele stuen så ud som et lysthus. Og grenene var fulde af blomster og frugter, der var søde som syltetøj.
Tirsdag aften rørte Ole Lukøje ved det store maleri, der hang i guldramme over kommoden. Så begyndte fuglene i billedet at synge, og træernes grene rørte sig, og skyerne trak hen over himlen. Ole Lukøje løftede Hjalmar op til rammen, og Hjalmar satte sine ben ind i billedet, lige i det høje græs. Han sejlede ud på søen i en lille båd med svaner foran, og de kom til et slot, hvor små prinsesser stod på trapperne og rakte ham kagehjerter.
Onsdag regnede det. Hjalmar kunne høre det i søvne. Og da Ole Lukøje lukkede vinduet op, stod vandet helt op til vindueskarmen. Uden for huset lå et prægtigt skib.
“Vil du sejle med, lille Hjalmar?” spurgte Ole Lukøje. “Så kan du komme til fremmede lande i nat og være her igen i morgen.”
Og Hjalmar sejlede. Storkene fløj med, langt sydpå, til et land med palmer og varmt sand. Den mindste stork var træt. Hjalmar lod den sidde på dækket og hvile sig hele vejen.
Torsdag sagde Ole Lukøje: “Nu skal du ikke blive bange. Her skal du se en lille mus.” Han holdt den lette, lille mus frem i hånden. “Den er kommet for at invitere dig til bryllup. Der er to små mus, der vil giftes i nat. De bor under spisekammergulvet.”
Ole Lukøje gjorde Hjalmar lillebitte med sin tryllestav. Han fik sin mors fingerbøl at køre i, og musen trak. Gangene under gulvet var smurt ind med flæsk, og der duftede dejligt. Brudeparret stod midt i det hele og kyssede hinanden, og alle gæsterne fik en ært at bide i.
Fredag var der bryllup igen. Denne gang var det Hjalmars søsters to dukker, Herman og Bertha, der skulle giftes. De stod på bordet i dukkestuen, og Hjalmar var med, for Ole Lukøje havde gjort ham lige så lille som dem. Alle møblerne i dukkestuen sang, og blyantsstumpen spillede musik. Bagefter skulle brudeparret på bryllupsrejse, men de kunne ikke blive enige om hvorhen, så de blev bare hjemme i dukkestuen, hvor der var lunt.
Lørdag spurgte Hjalmar: “Skal vi så ud til noget i aften?”
“Det har jeg ikke tid til i aften,” sagde Ole Lukøje. “Jeg skal pudse stjernerne. Jeg skal tage dem ned alle sammen og pudse dem, så de skinner rigtig klart i morgen. Og så sætter jeg dem op igen, hver på sin plads, så der ikke bliver huller på himlen.”
Hjalmar lå og tænkte på alle de skinnende stjerner, der lå i en stor kurv og ventede på at blive pudset. Så faldt han i søvn.
Søndag kom Ole Lukøje igen og satte sig ved fodenden. Han havde den paraply med de mange billeder. “Nu skal du høre,” sagde han. Og han fortalte om alt det, Hjalmar havde set i ugen. Om træerne i stuen og skibet og storkene og musenes bryllup. Og om de pudsede stjerner, der nu skinnede over byen.
“Og når du bliver stor,” sagde Ole Lukøje, “så husker du det måske. For historier, man har drømt, bliver hos en hele livet.”
Så slog han paraplyen op over Hjalmar. Og Hjalmar drømte den dejligste drøm.
Hører du det, du? Der er nogen på trappen i strømpesokker. Om lidt sætter Ole Lukøje sig ved din seng og slår den farverige paraply op over dig, og så kan du sejle med storkene eller gå til musebryllup. Luk øjnene, og godnat.
