Der var engang en lille harekilling, der hed Harald, og han boede i en fordybning i græsset i kanten af en skov.
Sådan en fordybning kaldes et leje. Det er ikke en hule. Harer graver ikke huler. Harald lå bare i en lille, flad grube mellem græsstrå, med ørerne klappet ind mod ryggen, og var brun som jorden omkring ham. Når nogen gik forbi, lå han helt stille. Så kunne ingen se ham.
Om dagen var han alene. Sådan skal det være for harekillinger. Hans mor var ude på marken og passede sig selv, for en stor hare kan ses langt væk. Men hver aften, i skumringen, kom hun hjem til ham og gav ham mælk. Det var dagens bedste øjeblik.
En aften, mens han ventede, blev han nysgerrig. Han havde kigget på skovstien hele dagen. Han ville se, hvor den gik hen.
Han hoppede ud af lejet. Tre hop. Fire. Han var ved den første birk, da han hørte noget brumme i bunden af en skrænt.
Det var en grævling. En gammel en, med en sort og hvid stribe ned over næsen og grå hår om snuden. Den var lige kommet ud af sin gravegang og stod og snusede i aftenluften.
“Hvor skal du hen?” spurgte grævlingen.
“Jeg skal se, hvor stien går hen,” sagde Harald.
“Den går rundt om mosen og tilbage igen,” sagde grævlingen. “Det har den gjort i meget lang tid. Men din mor kommer snart. Hun går efter lugten. Hvis du ikke ligger, hvor hun lagde dig, skal hun lede længe.”
Harald kiggede på stien. Så kiggede han tilbage mod græsset.
“Jeg kan gå med dig et stykke,” sagde grævlingen. “Så kan du se det første sving. Og så vender vi om.”
De gik sammen. Grævlingen gik langsomt og snusede til hver tue. Harald hoppede ved siden af. De så en bille med grøn ryg og en snegl på et bregneblad og en flagermus, der fløj frem og tilbage over stien. Ved svinget var der en stor sten med mos. Det var langt nok.
Så fulgte grævlingen ham tilbage til græsset. Harald fandt sit leje og lagde sig, med ørerne ned, lige da der lød bløde hop ude fra marken.
Det var mor.
Kan du se ham, du? Der hvor græsset er lidt fladt i kanten af skoven, ligger en lille brun harekilling, mæt af mælk og med ørerne pænt ned, og ingen andre end hans mor ved, at han er der. Henne ved skrænten er den gamle grævling begyndt på sin nattur rundt om mosen, og det første sving med den mosgroede sten venter, til Harald bliver stor nok til at hoppe hele vejen selv. Godnat.
