Der var engang en gammel gorilladame, der hed Edel, og hun var den bedste sengeredder i hele den zoologiske have.
Det sagde dyrepasseren Majken i hvert fald. Hver eftermiddag, når de sidste gæster var gået hjem, kom Majken ind i gorillahuset med en trillebør fuld af halm og træuld og friske grene. Så læssede hun det hele af i en stor bunke midt på gulvet, og så gik Edel i gang.
Det gør gorillaer. Hver eneste aften bygger de en ny seng. Edel tog en armfuld halm og lagde den i en ring. Hun bøjede grenene ind over kanten, så de holdt det hele sammen. Hun klappede midten flad med sine store, læderagtige hænder og stoppede træuld ned i alle hullerne. Til sidst lagde hun sig i den og drejede sig rundt én gang, for at mærke efter. Hvis den ikke var god nok, rejste hun sig og begyndte forfra.
I samme hus, oppe under taget, boede der en familie af silkeaber. En silkeabe er så lille, at den kan ligge i en voksen hånd, og den vejer ikke mere end et stort æble. De har lange, stribede haler og hvide totter af hår ved ørerne, som om de har sat vat i dem. Og de sover aldrig alene. Om aftenen kryber de sammen i en bunke på en hylde, mor og far og alle børnene, så tæt, at man ikke kan se, hvor den ene stopper og den næste begynder.
Den mindste i familien hed Pusle.
En kold vinteraften kom Pusle for sent hjem til bunken. Hun havde siddet nede ved vinduet og kigget på sne, for det havde hun aldrig set før. Da hun kom op på hylden, var der ingen plads. Hendes to storebrødre var tvillinger, og de lå altid, som om de var to gange så brede, som de var. Pusle skubbede lidt. De skubbede ikke tilbage. De sov bare.
Hun satte sig på kanten af hylden og pjuskede sig op. Det hjalp ikke ret meget.
Så kiggede hun ned. Langt nede på gulvet lå Edel i sin rede. Den var stor og gylden og tyk, og der kom en svag varme op fra den, som fra en kakkelovn.
Pusle klatrede ned ad rebet. Hun løb hen over gulvet på sine små, hurtige fødder og standsede ved kanten af reden. Edel havde lukkede øjne. Hun trak vejret langsomt, så halmen løftede sig og sank igen.
Pusle kravlede op på kanten. Hun satte en fod ned i halmen. Så den anden.
Edel åbnede det ene øje.
De kiggede på hinanden. Gorillaen var så stor, at Pusle kun kunne se en del af hende ad gangen: et øje, et øre, en skulder som et bjerg. Silkeaben var så lille, at Edel skulle kigge meget godt efter for overhovedet at se hende.
Så gjorde Edel noget, hun ellers kun gjorde for sin egen søn, da han var lille. Hun løftede sin store hånd og trak lidt træuld hen over den tomme plads ved siden af sin skulder. En lillebitte hule. Lige præcis stor nok.
Pusle krøb ind i den. Det var det varmeste sted, hun nogensinde havde været.
Oppe på hylden vågnede tvillingerne. De opdagede, at der var meget plads. Faktisk for meget plads. De kiggede efter Pusle og så hende, langt nede, med næsen stikkende ud af en gorillaseng.
Det tog dem ikke lang tid at komme ned.
Og så kom mor. Og far. Og en tante. Den ene efter den anden kravlede silkeaberne ned ad rebet, løb hen over gulvet og krøb ind i halmen langs Bettinas ryg, i armhulen og nede ved hendes knæ. Til sidst lå der syv silkeaber i den store rede. Edel rørte sig ikke. Hun lå bare helt stille og lod være med at dreje sig rundt, sådan som hun plejede.
Næste morgen kom Majken ind med morgenmaden. Hun standsede i døren og satte spanden ned.
“Nej, se dog,” sagde hun stille.
Midt på gulvet lå den store gorilla og sov, og ud af halmen omkring hende stak der syv stribede haler og fjorten hvide ørtotter.
Siden den aften har Majken altid lagt lidt ekstra træuld i trillebøren. Bare for en sikkerheds skyld.
Godnat, min ven. Nu ligger Edel i sin gyldne halmseng med en hel familie af silkeaber puttet ind langs ryggen, og lille Pusle har den bedste plads af alle, helt oppe ved skulderen. Sov lige så godt og varmt som hende.
