Havmonster Octavia, der ikke ville være frygtet

Der var engang en kæmpeblæksprutte, der hed Octavia, og hun boede så dybt nede i havet, at solens lys aldrig nåede derned.

Hun var lige så lang som en bus. Hun havde otte arme og to lange fangarme med sugekopper, og hendes øjne var blandt de største øjne i hele dyreriget. Hver af dem var lige så stor som en middagstallerken. Med dem kunne hun se de svageste lysglimt i mørket.

I mange hundrede år havde sømænd fortalt historier om hende. Ikke lige præcis om Octavia, men om nogen som hende. De kaldte det kraken. Et havmonster, der kom op fra dybet og trak hele skibe ned med sine arme. De tegnede det på deres søkort, med store, hvide øjne og arme snoet om masterne.

Octavia havde aldrig trukket et skib ned. Hun havde aldrig set et skib. Hun spiste fisk og mindre blæksprutter og svømmede stille rundt i mørket.

“Hvorfor er de bange for mig?” spurgte hun en gammel kaskelothval, der kom forbi. Kaskelotten var en af de få, der dykkede helt derned.

“Fordi de ikke kender dig,” sagde kaskelotten. “De har kun set døde kæmpeblæksprutter, der er skyllet op på stranden. Eller arme, der var faldet af. Resten har de digtet.”

En dag var der et lys i vandet. Et blinkende, blåt lys, der lignede en lille vandmand.

Octavia svømmede nærmere. Det var ikke en vandmand. Det var en lampe på en snor, og ved siden af den hang der en sort kasse med et glasøje.

Hun strakte en fangarm ud og rørte forsigtigt ved lampen. Den smagte ikke af noget. Så svømmede hun langsomt rundt om kassen, så tæt på, at hendes store øje var lige foran glasset, og forsvandt ned i mørket igen.

Oppe på et skib sad en flok forskere foran en skærm. De var helt stille. Så begyndte de at juble.

Det var første gang nogen havde filmet en levende kæmpeblæksprutte i dens eget hjem. Det skete virkelig, ud for Japan, i 2012. Billederne viste ikke et monster. De viste et roligt, sølvskinnende dyr med kæmpestore øjne, der kiggede nysgerrigt på lampen og svømmede væk.

Langt nede, hvor det altid er nat, svæver Octavia lige nu med armene samlet bag sig. Hun aner ikke, at du kender hendes navn. Hun ville sikkert synes, det var mærkeligt, at nogen deroppe sover og tænker på hende. Godnat, du.