Der var engang et lille stykke brænde, der kunne tale, og en gammel snedker ved navn Geppetto, der lavede en dukke af det og kaldte ham Pinocchio.
Geppetto boede alene i et lille værksted i Italien. Han havde ikke mange penge, men han havde gode hænder. Han skar et hoved og et ansigt og to arme og to ben. Og så snart han havde skåret næsen, begyndte den at vokse. Pinocchio rakte tunge, rev parykken af Geppettos hoved og løb ud ad døren, så træskoene klaprede på brostenene.
“Kom tilbage, din lille slubbert!” råbte Geppetto. Men han smilede. Han havde altid ønsket sig en søn.
Da Pinocchio kom hjem igen, sad der en lille fårekylling på væggen.
“Børn, der ikke hører efter, kommer i problemer,” sagde fårekyllingen. “Gå i skole, og vær god ved din far.”
“Hold mund,” sagde Pinocchio og stampede med sin træsko. Fårekyllingen hoppede væk og satte sig i vindueskarmen. Den var ikke sur. Den var bare bekymret.
Geppetto solgte sin eneste frakke for at købe en ABC til Pinocchio. Han stod i skjorteærmer i sneen og vinkede, da Pinocchio gik af sted til skole med bogen under armen.
Men på vejen hørte Pinocchio musik. Der var dukketeater på torvet. Han solgte sin ABC for at købe en billet, og inde i teatret blev alle dukkerne så glade for at se ham, at de holdt op med at spille. Direktøren, en stor mand med et sort skæg, der hed Ildæderen, blev først vred. Men da Pinocchio fortalte om sin far, der stod uden frakke i sneen, nøs Ildæderen fem gange og gav ham fem guldmønter.
“Gå hjem til din far,” sagde han.
Pinocchio gik. Men på vejen mødte han en ræv, der haltede, og en kat, der lod som om, den var blind.
“Fem guldmønter?” sagde ræven. “Hvis du graver dem ned på Mirakelmarken, vokser der et træ med tusind mønter på.”
Pinocchio troede på dem. Han fulgte med dem langt ud på landet, og ræven og katten løb væk med mønterne.
Pinocchio sad alene ved vejen. Så kom der en fe med turkisblåt hår. Hun tog ham med hjem og gav ham varm mælk.
“Hvor er dine mønter?” spurgte hun.
“Jeg har tabt dem,” løj Pinocchio. Og hans næse voksede et stykke.
“Hvor tabte du dem?”
“I skoven.” Næsen voksede igen.
“Er du sikker?”
“Jeg har slugt dem!” Nu var næsen så lang, at han ikke kunne vende sig i værelset uden at slå den mod væggen.
Feen lo. “Løgne har lange næser,” sagde hun. Så kaldte hun på en flok spætter, der kom flyvende og huggede næsen ned til den rigtige størrelse igen.
Pinocchio lovede at være artig. Han gik i skole og var flittig i en hel måned. Men så sagde hans ven Lampevægen: “Jeg skal til Legetøjslandet i nat. Der er ingen skole, og man leger hele dagen.”
Pinocchio tog med. Det var sjovt. I fem måneder legede de og spiste kager og sov længe. Men en morgen kløede det i ørerne. Han kiggede i spejlet. Han havde fået æseløre. Og en hale. Han sagde “i-a” i stedet for “hjælp”.
Han græd så meget, at feen hørte ham langt væk. Hun sendte en flok fisk, der nappede, og nappede, til alt det æselagtige var væk. Pinocchio var en dukke igen, og han svømmede ud i havet.
Imens var Geppetto taget ud for at lede efter ham. Han havde bygget en lille båd. Men midt ude på havet kom der en kæmpestor fisk og slugte både båden og Geppetto på én gang. Pinocchio svømmede efter, og da han kom tæt på, slugte fisken også ham.
Inde i fiskens mave var der mørkt. Langt inde lyste et lille stearinlys. Ved et bord sad Geppetto og spiste det sidste brød fra båden.
“Far!” råbte Pinocchio.
“Min dreng!” sagde Geppetto.
Fisken var meget gammel og sov altid med åben mund, fordi den havde svært ved at trække vejret. Pinocchio tog Geppetto ved hånden. De listede hen over fiskens tunge, forbi de store, hvide tænder, og ud i havet. Pinocchio svømmede hele vejen ind til land med Geppetto på ryggen.
Fra den dag arbejdede Pinocchio hver dag. Han trak vand op af brønden for en bonde og fik et glas mælk til Geppetto for det. Om aftenen flettede han kurve. Han løj ikke mere. Og fårekyllingen sad på væggen og nikkede.
En nat drømte Pinocchio om feen med det turkisblå hår. Hun smilede til ham. Da han vågnede, var han ikke en træmand mere. Han var en rigtig dreng, med varme hænder og en lille, almindelig næse.
I hjørnet sad den gamle trædukke op ad væggen. Pinocchio kiggede på den og lo.
En rigtig dreng sover i det lille værksted i nat, du, og hans næse er præcis lige så lang, som den skal være. I stolen ved kakkelovnen snorker Geppetto, og oppe på væggen synger en lille fårekylling, så sagte den kan. Godnat.
