Der var engang en dreng, som hed Malthe, og han havde en bog om Egypten, der var så tyk, at han skulle bruge begge hænder for at holde den. Han læste i den hver aften under dynen med lommelygten, indtil mor sagde, at nu var det altså lys ud.
Den aften nåede mor ikke at sige det.
For da Malthe vendte siden med den store pyramide, begyndte papiret at blive varmt. Et gyldent lys kom op fra bogen, og det lugtede pludselig af sol og støv, og så gav det et lille ryk i ham, som når en elevator kører.
Han stod i sand. Varmt sand, der løb ind mellem tæerne. Han havde stadig pyjamas og hjemmesko på.
Foran ham rejste pyramiderne sig mod en himmel, der var så blå, at den næsten gjorde ondt i øjnene. Den største af dem så mærkelig ud. Den var spids hele vejen op, men lige øverst manglede der noget, som når man har spist toppen af en flødebolle.
“Endelig,” sagde en stemme ved hans fødder. “Jeg troede aldrig, du ville vende den side.”
Det var en kat. En slank, sandfarvet kat med striber på ørerne og en lille guldring om halsen.
“Jeg hedder Bastet,” sagde katten. “Og du skal hjælpe mig med at finde pyramidens top.”
“Er den blevet stjålet?” spurgte Malthe.
“Det ved ingen,” sagde Bastet. “Den var der i går. I dag er den væk. Og uden den kan pyramiden ikke lukke sig op.”
De gik hen til sfinksen. Den lå med poterne strakt frem og så ud, som om den havde ligget der og tænkt i flere tusind år. Det havde den også.
“Kære sfinks,” sagde Malthe og bukkede, fordi det føltes rigtigt. “Har du set toppen af pyramiden?”
Sfinksen åbnede det ene øje. Dens stemme lød som sten, der gnider mod sten.
“Når solen er træt og lægger sig ned,” sagde den, “så peger den største skygge på det, du søger.”
Så lukkede den øjet igen.
“Det er en gåde,” hviskede Bastet. “Den svarer altid i gåder. Det er meget irriterende.”
De ventede. Malthe tegnede streger i sandet. Bastet vaskede sig, først den ene pote og så den anden. Solen kravlede ned ad himlen, og skyggerne blev længere og længere, indtil pyramidens skygge lå over sandet som en kæmpestor, mørk pil.
Den pegede på en lille oase med tre palmer.
Under den største palme, halvt begravet i sandet, lå en sten af guld. Den var på størrelse med en kuffert og spids som en hat.
“Den er ikke stjålet,” sagde Malthe og lo. “Den er bare trillet ned!”
“I blæsten i nat,” sagde Bastet. “Selvfølgelig.”
Men stenen var tung. Malthe skubbede, og den rørte sig ikke. Bastet skubbede med begge forpoter, og den rørte sig endnu mindre.
Malthe så sig omkring. Ved oasen lå en kamel og tyggede, langsomt og grundigt.
“Undskyld,” sagde Malthe. “Vil du hjælpe os? Det er til pyramiden.”
Kamelen tyggede færdig. Det tog lang tid. Så rejste den sig, først med bagbenene og så med forbenene, og den lod dem binde stenen fast på ryggen med Malthes slåbrokbælte.
Da de nåede pyramiden, begyndte guldstenen at summe. Den lettede fra kamelens ryg, svævede op langs pyramidens side og satte sig på spidsen med et lille klik.
Så åbnede en dør sig i stenen.
Derinde var der lamper, der tændte sig selv, og hylder med ruller af papyrus, og kister fulde af perler, der funklede blåt og grønt.
“Tag en,” sagde Bastet. “Du har fortjent det.”
Malthe kiggede længe på perlerne. Så rystede han på hovedet.
“Hvis jeg tager en, så mangler der en,” sagde han. “Og så kommer der bare et nyt mysterium.”
Bastet så på ham med sine gule øjne. Hun spandt. Det var første gang, han havde hørt hende gøre det.
Så kom det lille ryk i maven igen.
Malthe lå i sin seng med bogen på brystet. Lommelygten var gået ud. Mor stod i døren.
“Lys ud,” sagde hun.
“Det er det allerede,” sagde Malthe.
Da hun var gået, sparkede han hjemmeskoene af. Der løb noget ud af dem og ned på gulvet. Ganske lidt. Varmt og gult.
Sand.
Lyset er slukket nu, du. Måske ligger der et lille mysterium og venter på dig mellem siderne i en bog, men det kan sagtens vente til i morgen. Sov godt.
