Der var engang en enhjørning, der hed Luna, og hun var den eneste enhjørning i hele skoven.
Skoven lå helt oppe mod nord, hvor træerne var mørke graner, og hvor skoven endte ved et koldt, gråt hav. Om sommeren var det lyst hele natten. Om vinteren dansede nordlyset grønt hen over himlen. Luna havde en pels så hvid som sne og et langt, snoet horn i panden, og hun var meget smuk. Det sagde alle dyrene.
Men hun var alene.
Ræven havde sine unger. Rensdyrene gik i store flokke og kaldte på hinanden. Selv ugle-parret i den gamle gran sad tæt sammen om natten. Men der var ingen andre som Luna. Ingen andre med et horn. Når hun kiggede ned i søen, så hun kun sig selv.
“Findes der ikke andre som mig?” spurgte hun uglen en aften.
Uglen tænkte længe. “Jeg har hørt,” sagde hun, “at der findes nogen ude i havet. Nogen med et horn. Mågerne har set dem. Men det er måske bare noget, mågerne siger.”
Luna kunne ikke glemme det. Hver morgen gik hun ned til stranden, hvor skoven sluttede, og kiggede ud over det grå vand. Hun så måger. Hun så sæler, der lå på stenene. En dag så hun et isbjerg, der drev langsomt forbi langt ude, hvidt og blåt.
Men ingen med horn.
En tidlig morgen i juli lå havet helt blankt. Luna stod ved vandkanten. Og så så hun noget.
Ude i det stille vand kom der noget op. Det var langt og lige og snoet, og det pegede mod himlen. Et horn. Så kom der et til. Og et til.
Luna holdt vejret.
Et stort, gråt hoved med lyse pletter kom op af vandet, lige under det første horn. Det pustede, pfffh, og en lille sky af damp steg op. Så kom flere. Fem, seks, syv store, grå dyr, der lå og vuggede i overfladen med deres lange horn pegende op og frem.
Det største af dem svømmede helt ind mod stranden, hvor vandet var dybt nok. Det kiggede op på Luna med et lille, mørkt øje.
“Goddag,” sagde det. Stemmen lød som klik og fløjt, men Luna forstod den. “Hvad er du for en?”
“Jeg er en enhjørning,” sagde Luna. “Og hvad er du?”
“Jeg er en narhval,” sagde dyret. “Vi bor i havet her mod nord, mellem isen. Men du har jo et horn ligesom os.”
“Ja,” sagde Luna. Og hun kunne mærke, at hun smilede helt ud i hornet.
Narhvalen fortalte. Hornet var faktisk en tand. Den voksede ud gennem overlæben, lige og snoet, og den kunne blive længere end en voksen mand er høj. Den var fuld af små nerver, så narhvalen kunne mærke vandet med den, hvor koldt det var, og hvor salt.
“Engang,” sagde narhvalen, “for flere hundrede år siden, troede menneskene, at vores tænder var enhjørningehorn. De solgte dem for mere end guld. En konge i Danmark fik lavet en hel trone af dem. Den står der endnu, på et slot i København.”
“Så de troede, I var enhjørninger,” sagde Luna langsomt.
“Og nu står jeg her og snakker med en rigtig én,” sagde narhvalen og pustede igen, pfffh. “Så er vi vel en slags fætre og kusiner. Du på land. Vi i vandet.”
Luna lagde sit horn mod narhvalens tand. Et lille, klart klik. Det lød som når to glas skåler.
Hele formiddagen blev narhvalerne ved stranden. Ungerne legede i bølgerne, og et par af de voksne krydsede tænderne over overfladen, som om de fægtede, men helt blidt. Luna gik langs vandkanten, og de svømmede med hende.
Om eftermiddagen begyndte det at blæse. Narhvalerne skulle videre, ud mod isen.
“Kommer I tilbage?” spurgte Luna.
“Hver sommer,” sagde narhvalen. “Når havet bliver blankt, og nætterne er lyse. Kig efter hornene.”
De svømmede ud. Luna stod længe og så de lange, snoede tænder blive mindre og mindre mod horisonten.
Den aften fortalte hun det til uglen.
“Så mågerne havde ret,” sagde uglen.
“De havde ret,” sagde Luna. “Jeg er den eneste enhjørning i skoven. Men jeg er ikke den eneste med et horn.”
Luna står under den store gran ved stranden i aften, du, med det snoede horn pegende mod de første stjerner, og hun spejder efter en lang, snoet tand mellem bølgerne. Langt mod nord glider syv narhvaler mellem isflagerne og peger mod den samme himmel. Godnat.
