Der var engang en dreng, der hed Felix, og på sin allerførste skoledag var hans madpakke pludselig væk. Eller det troede han.
Han havde en ny, grøn skoletaske med reflekser, og om morgenen havde far lagt madpakken ned i den. Rugbrød med ost, gulerodsstave og en lille pose rosiner. Felix havde selv set det. Han havde selv lynet tasken.
Men da klokken ringede til frokost, og alle i 0.b satte sig ved bordene, lynede han tasken op, og der var ingen madpakke.
Han kiggede i det store rum. I det lille rum. I lommen foran. Der var et penalhus og en drikkedunk og et viskelæder, der lugtede af jordbær. Ingen madpakke.
Felix kunne mærke, at hans hals blev tyk.
Hans lærer hed Lene. Hun kom hen og satte sig på hug ved siden af ham.
“Er der noget galt?” spurgte hun.
“Min madpakke er væk,” sagde Felix. “Den var der i morges.”
“Så må vi finde den,” sagde Lene. “Det her er en sag for detektiver.”
Hun spurgte klassen, om nogen ville hjælpe. Fire hænder røg i vejret.
De gik baglæns gennem Felix’ dag. Lene sagde, at det var sådan, man gjorde, når man ledte efter noget. Man gik den samme vej igen.
Hvad var det sidste, han havde gjort med tasken? Han havde hængt den på sin knage i gangen. De gik ud i gangen. Under knagerne lå der en vante og en lille bil og en masse sand. Ingen madpakke.
Før det? Han havde gået fra skolegården og ind. De gik ud i skolegården. Ingen madpakke.
Før det? Han havde ventet på bussen. Ved stoppestedet havde han sat tasken på bænken, mens far bandt hans sko.
“Måske er den faldet ud der,” sagde en pige, der hed Carla.
Det var for langt at gå. Men Lene sagde, at hun ville ringe til kontoret. Og mens hun gjorde det, gav de andre børn Felix noget af deres mad. Carla gav ham en halv bolle. En dreng gav ham tre stykker agurk. Og en anden pige gav ham et kiks med chokolade på, som hun egentlig skulle have gemt til sidst.
Så Felix spiste alligevel. Han spiste mere end han plejede.
Lige før næste time bankede det på døren. Det var skolens sekretær. Hun havde en madpakke i hånden. Den var pakket ind i en blå madpakkepose med en lille tegning af en løve.
“Er det din?” spurgte hun.
Felix nikkede.
“En af de store elever fra skolepatruljen fandt den ved stoppestedet i morges,” sagde hun. “Hun afleverede den på kontoret. Hun vidste ikke, hvis den var. Men så ringede Lene.”
Felix tog madpakken. Han åbnede den. Rugbrød med ost, gulerodsstave og en lille pose rosiner. Alt var der.
Han kiggede rundt på de andre børn. Så tog han posen med rosiner og delte den ud. Én til hver af de fire detektiver og én til Carla, som havde fået ideen.
Hjemme i køkkenet hænger den blå madpakkepose med løven på en knage, du, og på den sidder et klistermærke med Felix’ navn skrevet med store bogstaver. Far skrev det, da Felix havde fortalt ham det hele. Og nede i skoletasken ligger der allerede to poser rosiner til i morgen, for nu er der fem detektiver i 0.b, der skal have noget. Godnat.