Der var engang en lille larve, der hed Luna, og hun var bange for regn.
Hun boede på et brændenældeblad i udkanten af en have. Hun var grøn med små, sorte prikker og havde seksten ben, og hun spiste blade fra morgen til aften. Når solen skinnede, var hun glad. Men når himlen blev grå, kravlede hun ind under bladet og krøllede sig sammen.
Regndråber var store, når man selv var lille. En regndråbe kunne ramme et blad, så det vippede helt ned. Det havde Luna set.
En formiddag blev himlen grå igen. Luna skyndte sig ind under sit blad. Men der sad allerede nogen.
Det var en snegl. Den hed Hubbi, og den havde et brunt hus med striber på ryggen.
“Du skal ikke gemme dig,” sagde Hubbi. “Det er nu, det bliver godt.”
“Regn er ikke godt,” sagde Luna. “Regn er vådt og tungt.”
“Kom med ud på kanten,” sagde Hubbi. “Du må holde fast i bladet hele tiden. Og hvis det bliver for meget, går vi ind igen.”
Luna kravlede med. Hun holdt fast med alle seksten ben.
Det første, hun mærkede, var lugten. Jorden lugtede pludselig af noget mørkt og godt. Så kom dråberne. Plip. Plip. Plip. De ramte bladene omkring dem, så det lød som små trommer. Én ramte Lunas blad, og det vippede, men hun holdt fast, og bladet vippede op igen.
Så tittede solen frem gennem et hul i skyerne, mens det stadig regnede.
Og alle dråberne, der hang i kanten af bladene, begyndte at lyse. Røde og gule og grønne og blå. I hver eneste dråbe sad en lillebitte regnbue.
“Når solen skinner gennem en dråbe,” sagde Hubbi, “deler lyset sig i alle sine farver.”
Luna kravlede hen til den nærmeste dråbe. Den hang lige foran hendes ansigt. Hun kunne se sig selv i den, lille og grøn og bøjet, med farver rundt om.
Hun drak lidt af den. Den smagte af himmel.
Bagefter, da skyerne var drevet videre, var hele haven blank og ren. Hubbi gled ud over bladene og efterlod et sølvspor.
Luna sidder på sit brændenældeblad i aften, du, mæt og grøn, og venter lidt på næste byge, så hun kan se, hvilke farver der gemmer sig i den. Hubbi sidder lige ved siden af, trukket helt ind i sit hus med striber. Godnat.
