Der var engang en lille dreng ved navn Emil, som boede i en hyggelig landsby omgivet af grønne marker og høje træer. Emil elskede at høre historier om fjerne lande og mystiske tider, og hans bedstefar var den bedste historiefortæller i hele landsbyen.
En aften, mens stjernerne blinkede på himlen, fortalte bedstefar Emil om en magisk tåge, der kunne føre folk på rejser gennem tiden. “Men husk,” sagde bedstefar med et glimt i øjet, “tågen viser sig kun for dem, der virkelig tror på magi.”
Emil kunne næsten ikke vente med at opleve et eventyr, så næste morgen, da solen stod op, begav han sig ud på en tur til skoven. Han gik og gik, indtil han nåede en lysning, hvor solens stråler dansede gennem trækronerne. Pludselig så han noget usædvanligt – en svag tåge, der svævede mellem træerne.
Med hjertet fyldt af spænding trådte Emil ind i tågen. Det føltes som at svæve på en sky, og pludselig blev alt omkring ham stille. Da tågen lettede, befandt Emil sig i en helt anden verden. Han stod midt i en travl middelalderby med brolagte gader og farverige boder.
Emil gik nysgerrigt rundt og så på de mange mennesker, der var klædt i sjove dragter. Han mødte en venlig pige ved navn Liva, som solgte friske æbler. “Hej, jeg hedder Emil,” sagde han. “Jeg er kommet her gennem tidens tåger.”
Liva smilede og sagde: “Velkommen, Emil! Vil du hjælpe mig med at sælge æbler? Så kan vi bagefter tage på eventyr sammen!” Emil nikkede ivrigt, og de to børn brugte dagen på at lege og udforske byen.
Da solen begyndte at gå ned, vidste Emil, at det var tid til at vende hjem. Liva fulgte ham tilbage til tågen og sagde: “Tak for en dejlig dag, Emil. Jeg håber, vi ses igen en dag.”
Emil vinkede farvel og trådte ind i tågen. Igen føltes det som at svæve, og da tågen forsvandt, stod han tilbage i den velkendte skovlysning. Han skyndte sig hjem til bedstefar for at fortælle om sit eventyr.
Bedstefar lyttede med et smil og sagde: “Det lyder som en vidunderlig rejse, Emil. Husk, at magien altid er der, hvis du tror på den.”
Emil gik i seng den aften med et smil på læben, glad for at have oplevet et rigtigt eventyr. Han vidste, at tidens tåger altid ville være der, klar til at tage ham med på nye rejser, når han havde brug for det.
Og med den tanke faldt Emil i en dyb, fredfyldt søvn, mens stjernerne blinkede venligt ned på ham fra den klare nattehimmel.
