Ræven, uglen og måneskinnet

⏳ 3 minutters læsetid

Dybt inde i den stille skov, hvor træerne strakte deres grene mod himlen, boede en lille, nysgerrig ræv ved navn Rasmus. Rasmus elskede at udforske skoven, og hver aften, når solen gik ned, og månen begyndte at skinne, listede han ud af sin hule for at opleve nattens magi.

En aften, mens månen kastede sit sølvlys over skovbunden, hørte Rasmus en blid stemme ovenfra. Det var Ulla, den vise gamle ugle, der sad på en gren og kiggede ned på ham med sine store, kloge øjne.

“God aften, Rasmus,” sagde Ulla med et venligt smil. “Hvad bringer dig ud i skoven i nat?”

Rasmus viftede med sin buskede hale og svarede: “Jeg elsker at se, hvordan skoven forvandles under måneskinnet. Alt ser så anderledes og magisk ud!”

Ulla nikkede forstående. “Månen har en særlig evne til at gøre natten smuk. Men vidste du, at månen også kan være en ven, der hjælper os med at finde vej i mørket?”

Rasmus spidsede ører. “Hvordan kan månen hjælpe os?” spurgte han nysgerrigt.

“Månen lyser stierne op, så vi kan se, hvor vi går,” forklarede Ulla. “Og hvis du nogensinde føler dig alene, kan du kigge op på månen og vide, at den altid er der for at holde dig med selskab.”

Rasmus kiggede op på den store, runde måne og følte en varm følelse af tryghed. “Det er rart at vide,” sagde han med et lille smil.

Pludselig hørte de en svag lyd af gråd. Rasmus og Ulla kiggede sig omkring og opdagede en lille hare, der sad og snøftede ved foden af et træ.

“Hvad er der galt, lille ven?” spurgte Rasmus blidt, mens han nærmede sig haren.

“Jeg er faret vild,” snøftede haren. “Jeg kan ikke finde min vej hjem.”

Ulla fløj ned fra sin gren og landede ved siden af dem. “Bare rolig,” sagde hun beroligende. “Månen vil hjælpe os med at finde din vej hjem.”

Sammen gik Rasmus, Ulla og haren gennem skoven, mens månen lyste deres vej. De fulgte de små stier, der snoede sig mellem træerne, og snart kunne de se harens lille hule i det fjerne.

“Tak, fordi I hjalp mig,” sagde haren glad, da de nåede frem. “Jeg troede aldrig, jeg ville finde hjem igen.”

“Det var månen, der viste os vejen,” sagde Ulla med et glimt i øjet.

Rasmus nikkede. “Og vi er altid her for at hjælpe hinanden,” tilføjede han.

Da de sagde farvel til haren, kiggede Rasmus op på månen igen. Han følte sig taknemmelig for sin nye ven i natten og for Ulla, der altid havde gode råd.

Med et sidste blik på den lysende måne vendte Rasmus tilbage til sin hule, hvor han krøllede sig sammen og faldt i en dyb, tryg søvn, mens månen holdt vagt over skoven.

Og sådan sluttede endnu en magisk nat i skoven, hvor venskab og måneskin gjorde alting muligt.

Skriv en kommentar