Nattens mystiske lys

⏳ 3 minutters læsetid

Det var en stille og rolig aften i den lille by, hvor stjernerne blinkede som små diamanter på den mørke nattehimmel. Lille Emma lå i sin seng og kiggede ud af vinduet, mens hendes mor sad ved siden af og læste en godnathistorie. Men pludselig, midt i den hyggelige stemning, opdagede Emma noget mærkeligt.

Der var et lys, der dansede mellem træerne i skoven bag deres hus. Det var ikke som noget lys, Emma havde set før. Det skiftede farver fra blåt til grønt og til sidst til en varm gylden farve. Emma satte sig op i sengen og pegede ud af vinduet. “Mor, se! Hvad er det for et lys?” spurgte hun nysgerrigt.

Emmas mor kiggede ud og smilede. “Det ser ud til, at vi har en lille mystisk gæst i nat,” sagde hun. “Skal vi gå ud og se, hvad det er?” Emma nikkede ivrigt, og sammen tog de deres varme jakker på og listede ud i den kølige nat.

De gik hånd i hånd gennem haven og ind i skoven, hvor lyset blev stærkere og mere strålende. Emma kunne mærke sit hjerte banke af spænding. Hvad kunne det mon være? De fulgte lyset, der førte dem til en lille lysning midt i skoven.

I lysningen stod en lille fe med vinger, der glimtede som regnbuer. Hun svævede i luften og spredte det magiske lys omkring sig. “Hej Emma og Emmas mor,” sagde feen med en stemme, der lød som en blid melodi. “Jeg hedder Luna, og jeg er her for at sprede lidt magi i natten.”

Emma kunne næsten ikke tro sine egne øjne. “Er du en rigtig fe?” spurgte hun forundret. Luna nikkede og lo. “Ja, det er jeg. Jeg kommer for at bringe drømme og glæde til dem, der har brug for det.”

Emmas mor smilede til Luna. “Det er en dejlig overraskelse at møde dig, Luna. Vi er glade for, at du kom forbi vores skov,” sagde hun. Luna svævede nærmere og rakte en lille glitrende sten til Emma. “Denne sten vil hjælpe dig med at huske, at der altid er magi omkring dig, selv når du ikke kan se det,” sagde hun.

Emma tog stenen og krammede den tæt. “Tak, Luna. Jeg vil passe godt på den,” lovede hun. Luna vinkede farvel og svævede op mod stjernerne, mens hendes lys langsomt forsvandt.

Emma og hendes mor gik tilbage til huset, hvor Emma lagde stenen på sit natbord. “Det var en spændende aften,” sagde Emma, mens hun puttede sig under dynen. “Ja, det var det,” svarede hendes mor og kyssede hende godnat. “Husk, at der altid er lidt magi i verden, hvis du bare kigger efter det.”

Med et smil på læben lukkede Emma øjnene og faldt i søvn, mens hun drømte om feer og magiske lys. Og sådan endte en mystisk og spændende nat i den lille by, hvor stjernerne stadig blinkede som små diamanter på himlen.

Skriv en kommentar