Der var engang en lille skov, hvor solen altid skinnede blidt gennem de grønne blade, og fuglene sang deres glade melodier. I denne skov boede der mange dyr, men der var én ting, som alle dyrene undrede sig over: den gamle træstub midt i skoven.
Træstubben var stor og dækket af mos, og den havde stået der så længe, nogen kunne huske. Men der var noget særligt ved denne stub. Hver gang nogen kom tæt på, kunne de høre en svag hvisken, som om træstubben havde en hemmelighed at fortælle.
En dag besluttede den nysgerrige lille egern, Ella, sig for at finde ud af, hvad træstubbens hemmelighed var. Hun samlede sine venner, den kloge ugle Ulla og den modige hare Hugo, og sammen begav de sig afsted mod den mystiske stub.
“Hvad tror I, der er inde i træstubben?” spurgte Ella spændt, mens de nærmede sig.
“Måske er det en skat,” foreslog Hugo med et glimt i øjet.
“Eller måske er det en gammel historie, der venter på at blive fortalt,” sagde Ulla, der altid elskede en god fortælling.
Da de nåede frem til træstubben, satte de sig i en lille cirkel omkring den. Ella lagde forsigtigt sin lille pote på den ru overflade og lyttede. Pludselig hørte de alle en blid stemme, der hviskede: “Kom nærmere, små venner, og jeg vil fortælle jer min hemmelighed.”
Dyrene kiggede på hinanden med store øjne, men deres nysgerrighed var for stor til at lade dem gå. De lænede sig tættere på, og træstubben begyndte at fortælle sin historie.
“For mange, mange år siden var jeg et stolt og højt træ,” begyndte træstubben. “Jeg gav skygge til de små dyr og ly til fuglene. Men som tiden gik, blev jeg gammel og træt. En dag kom en stærk storm, og jeg faldt til jorden. Men selvom jeg ikke længere kunne stå højt, havde jeg stadig en vigtig opgave.”
Dyrene lyttede med store ører, mens træstubben fortsatte: “Jeg blev hjem for mange små væsner, som insekter og svampe, der hjalp med at holde skoven sund. Og nu, kære venner, er det jeres tur til at passe på skoven og hinanden.”
Ella, Ulla og Hugo nikkede forstående. De indså, at selvom træstubben ikke længere var et stort træ, havde den stadig en vigtig rolle i skovens liv.
“Tak, gamle træstub,” sagde Ella blidt. “Vi vil gøre vores bedste for at passe på skoven.”
Med et smil i deres hjerter gik de tre venner tilbage til deres hjem, glade for at have løst mysteriet om den gamle træstub. Fra den dag af sørgede de for, at skoven altid var et trygt og smukt sted for alle dens beboere.
Og sådan endte mysteriet om den gamle træstub, med en vigtig lektie om at passe på naturen og hinanden. Godnat, små venner, og drøm sødt om skovens hemmeligheder.
