Der var engang en lille prinsesse ved navn Luna, som boede i et smukt slot højt oppe på en bakke. Luna var ikke en helt almindelig prinsesse, for hun havde et særligt bånd til månen. Hver nat, når månen lyste klart på himlen, kunne Luna tale med den og høre dens blide stemme.
En aften, mens Luna sad ved sit vindue og kiggede op på den store, runde måne, hørte hun en hvisken. “Kære Luna,” sagde månen, “jeg har et hemmeligt ønske, som kun du kan hjælpe mig med.”
Luna blev meget nysgerrig og spurgte: “Hvad er dit ønske, kære måne?”
Månen svarede: “Jeg ønsker at skinne endnu klarere, så jeg kan lyse op i mørket for alle de små dyr, der er bange om natten. Men for at gøre det, har jeg brug for en særlig stjerne, der er gemt i den fortryllede skov.”
Luna vidste, at den fortryllede skov var et magisk sted, fyldt med eventyr og hemmeligheder. Hun besluttede sig for at hjælpe månen og lovede at finde stjernen.
Næste morgen, da solen stod op, pakkede Luna en lille taske med brød og ost og begav sig mod den fortryllede skov. Skoven var fyldt med høje træer, hvis blade hviskede blidt i vinden, og små dyr, der kiggede nysgerrigt på hende.
Mens Luna gik gennem skoven, mødte hun en venlig ugle, der sad på en gren. “Goddag, lille prinsesse,” sagde uglen. “Hvad bringer dig til vores skov?”
Luna forklarede uglen om månens ønske, og uglen nikkede forstående. “Jeg ved, hvor stjernen er,” sagde uglen. “Følg mig, så skal jeg vise dig vejen.”
Uglen fløj foran Luna, og de gik dybere ind i skoven, indtil de nåede en lysning. I midten af lysningen lå en lille, funklende stjerne, der glimtede som tusind diamanter.
Luna samlede forsigtigt stjernen op og takkede uglen for hjælpen. “Skynd dig tilbage til slottet, før natten falder på,” sagde uglen. “Månen venter på dig.”
Luna skyndte sig hjemad, og da natten faldt på, stod hun igen ved sit vindue med stjernen i hånden. “Kære måne,” kaldte hun, “jeg har fundet stjernen til dig.”
Månen smilede ned til Luna og sagde: “Tak, kære prinsesse. Med denne stjerne kan jeg nu skinne klarere end nogensinde før.”
Og ganske rigtigt, da Luna holdt stjernen op mod himlen, begyndte månen at lyse så klart, at hele nattehimlen blev oplyst. De små dyr i skoven kiggede op og følte sig trygge og glade.
Luna gik i seng med et smil på læben, glad for at have hjulpet sin ven månen. Og fra den dag af vidste hun, at selv de mindste handlinger kunne bringe lys til verden.
Og sådan endte eventyret om Måneskinsprinsessen og det hemmelige ønske. Godnat, lille ven, og drøm sødt om stjerner og måneskin.