Enhjørningen Luna og Stjernedalen

⏳ 3 minutters læsetid

Der var engang en lille enhjørning ved navn Luna, som boede i en magisk skov fyldt med glitrende træer og farverige blomster. Luna havde en smuk, skinnende horn, der glimtede som stjernerne på nattehimlen. Hun elskede at galoppere gennem skoven og lege med sine venner, men hendes yndlingssted var Stjernedalen.

Stjernedalen var et særligt sted, hvor stjernerne syntes at danse på himlen, og månen kastede et blødt, sølvfarvet lys over dalen. Luna elskede at besøge dalen om aftenen, når alt var stille, og hun kunne høre den blide hvisken fra vinden, der fortalte historier om gamle tider.

En aften, mens Luna legede i Stjernedalen, opdagede hun noget mærkeligt. En af stjernerne på himlen blinkede ikke som de andre. Den så ud til at være ked af det. Luna blev nysgerrig og besluttede sig for at finde ud af, hvad der var galt.

Hun lukkede øjnene og ønskede sig, at hun kunne tale med stjernen. Pludselig hørte hun en lille stemme, der sagde: “Hej Luna, jeg er Stella, stjernen. Jeg er blevet væk fra min stjernefamilie, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal finde hjem igen.”

Luna følte straks medlidenhed med Stella. “Bare rolig, Stella,” sagde hun blidt. “Jeg vil hjælpe dig med at finde din vej tilbage til din familie.”

Sammen begyndte Luna og Stella deres rejse gennem Stjernedalen. Luna brugte sit skinnende horn til at lyse vejen op, mens Stella fortalte historier om stjernerne og deres hemmeligheder. De mødte mange venlige dyr på deres vej, som alle ønskede at hjælpe Stella med at finde hjem.

Efter en lang rejse nåede de til en stor, glitrende sø. Luna vidste, at denne sø var magisk og kunne vise vejen til stjernerne. Hun bad Stella om at kigge ned i vandet. Da Stella gjorde det, så hun et billede af sin stjernefamilie, der ventede på hende.

“Åh, Luna! Jeg kan se dem! Jeg kan se min familie!” udbrød Stella glad. Luna smilede og sagde: “Så er det tid til at tage hjem, Stella. Bare følg lyset fra søen, og det vil føre dig tilbage til din familie.”

Stella takkede Luna for hendes venlighed og mod. “Jeg vil aldrig glemme dig, Luna. Du er en sand ven,” sagde Stella, før hun svævede op mod himlen og tilbage til sin familie.

Luna så op og vinkede farvel til Stella, mens hun følte sig glad og tilfreds. Hun vidste, at hun havde gjort en forskel og hjulpet en ven i nød. Med et smil på læben galopperede Luna tilbage gennem skoven, mens stjernerne blinkede lystigt over hende.

Og fra den dag af vidste Luna, at Stjernedalen altid ville være et sted fyldt med magi og venskab, hvor enhjørninger og stjerner kunne finde hinanden, når de havde brug for det.

Godnat, lille ven. Må dine drømme være fyldt med stjerner og enhjørninger.

Skriv en kommentar