Der var engang en lille dreng ved navn Emil, som boede i en hyggelig by med sin mor og far. Emil elskede at udforske og finde nye eventyr, og en dag, mens han legede på loftet, fandt han et gammelt, støvet ur. Det var ikke et almindeligt ur, for det havde mystiske symboler og en stor, skinnende knap i midten.
Emil kunne ikke modstå fristelsen og trykkede forsigtigt på knappen. Pludselig begyndte uret at lyse op, og Emil mærkede en kildrende fornemmelse i maven. Før han vidste af det, befandt han sig i en helt anden tid!
Han stod nu midt i en blomstrende eng, hvor børn i gammeldags tøj legede og lo. En lille pige med fletninger kom hen til Emil og sagde: “Hej! Jeg hedder Anna. Vil du lege med os?” Emil nikkede ivrigt, og snart var han med i en sjov leg, hvor de jagtede sommerfugle og lavede kranse af blomster.
Efter en stund kiggede Emil på det gådefulde ur igen. Han trykkede på knappen, og endnu en gang blev han svøbt i det magiske lys. Denne gang landede han i en travl by med hestevogne og mennesker i flotte hatte. En venlig mand med en stor moustache bød ham velkommen: “Velkommen til vores by, unge mand! Vil du se vores fantastiske marked?”
Emil fulgte manden og så på alle de spændende boder med frugt, legetøj og farverige stoffer. Han smagte på søde æbler og fik en lille træfigur som gave. Det var som at være i en helt ny verden, og Emil nød hvert øjeblik.
Men snart begyndte Emil at savne sin egen tid og sine forældre. Han kiggede på det gådefulde ur og tænkte på, hvordan han kunne komme hjem igen. Han trykkede på knappen en sidste gang, og det magiske lys omfavnede ham endnu en gang.
Da lyset forsvandt, stod Emil tilbage på loftet i sit eget hus. Han kunne høre sin mors stemme kalde på ham til aftensmad. Emil smilede og gemte det gådefulde ur et sikkert sted, så han kunne fortælle sine forældre om det fantastiske eventyr, han lige havde oplevet.
Da Emil blev puttet i seng den aften, fortalte han sin mor og far om Anna, den travle by og det magiske ur. De lyttede med store smil og sagde: “Det lyder som en vidunderlig rejse, Emil. Måske kan vi alle sammen tage på eventyr en dag.”
Emil faldt i søvn med et smil på læben, glad for at vide, at han altid kunne tage på nye eventyr med det gådefulde ur, når han ønskede det. Og hvem ved, måske ville han en dag dele sine rejser med sine forældre og opleve endnu flere magiske tider sammen.